Dimission vinter 2021

Ungarske Nora taler flydende dansk

- Vi kan tage den både på engelsk og dansk. Det bestemmer I!

Sådan lyder det veloplagt fra ungarske Nora, da vi besøger hende, mens hun deltager i sin online dimission onsdag den 27. januar 2021. Hun er lige kommet hjem fra sit deltidsarbejde hos Business Kolding og har nu klappet den bærbare computer op i den velindrettede studielejlighed på Langelinie i Kolding. 

Og at hun mestrer både dansk og engelsk ud over sit modersmål ungarsk – er for hende en selvfølgelighed. For hvis man vil se et godt eksempel på en velintegreret studerende, så skal man bare se på Nora Garisa. 

Hun har ud over at være studerende også haft fokus på at opbygge et stort netværk og lære dansk. 

Professionsbachelor i International handel og markedsføring

Professionsbacheloruddannelsen er for dig, som ønsker at arbejde med marketing, ledelse og salgsstyring samt forretningsudvikling i en international kontekst, og som gerne vil lære mere marketing på et strategisk niveau.

Professionsbachelor-uddannelsen i International handel og markedsføring er en 1,5-årig overbygningsuddannelse med fokus på virksomhedens strategiske grundlag, forretningsudvikling og salg i et internationalt perspektiv. Du kan tone din faglige profil med to valgfrie elementer. Uddannelsen afsluttes med en praktikperiode og et bachelorprojekt.

Læs mere om uddannelsen >>

Read Nora's story in english>>

Nora har haft jobs som event og marketingkoordinator og i de seneste to år som projektkoordinator ved Business Kolding. 

Fik studiejob med det samme

Hun kom til Danmark for 3,5 år siden for at læse en bachelor i International Sales and Marketing Management på IBA Erhvervsakademi Kolding og begyndte samtidigt på sprogskolen. 

Hun fik oveni et rengøringsjob på et hotel. Men i takt med at hun lærte det danske sprog, fik hun også lov til at tage vagter i reception. Senere blev hun bedt om at løse små marketingopgaver. 

Det samme skete, da hun i et andet job arbejdede i en cocktailbar. Først kunne hun stå for arrangementerne, når aftenen var henvendt til internationale gæster. Men i takt med at de på arbejdspladsen hørte hende tale dansk, fik hun også vagter, når kunderne var danske.

Nora Garisa har fra begyndelsen haft fritidsjobs ved siden af sit studie. Og det har været særdeles lærerigt for hende. Men hun har hele tiden fulgt undervisning på sprogskolen ved siden af.

Hun holdt fast i sprogskolen

- Man skal være dedikeret for at lære det nye sprog. Og for alt i verden ikke give op, selv om sprogundervisningen ofte er om aftenen, hvor man hellere vil arbejde. For når man holder ud – så betaler det sig virkelig. Det har jeg SÅ mange eksempler på, siger Nora.

Hun har nu gennemført alle niveauer på sprogskolen. Og noget af det, som har givet hende virkelig meget, var, da hendes arbejdsplads Business Kolding holdt op med at tale engelsk til hende. For indtil da kunne Nora godt nok den danske teori og det skriftlige – men da de fleste af hendes nære venner er internationale, er udtalen svær at lære:

- Vi talte ind imellem dansk sammen os internationale, men så kom vi til udtale ordene, som vi hørte hinanden sige dem – og på den måde kom vi let til at kopiere en forkert udtale. Så det var ekstremt givtigt for mig, da min arbejdsplads bare slog over i dansk. Så lærte jeg det. 

Noras forældre bor stadig i Ungarn – men er glade for, at datteren vil gøre karriere i Danmark. For de mener, at Nora har meget bedre muligheder for at skabe sig selv det liv, hun ønsker, ved at blive i Danmark. Så vil de komme på besøg så meget, de kan.  

Nora vil blive i Danmark

Med en færdig uddannelse som bachelor i international handel og markedsføring har den 21-årige ungarske kvinde planer om at skrue op for sine forskellige deltidsjobs og arbejde sig gennem foråret. For til sommer håber hun at komme ind på Syddansk Universitet, hvor hun gerne vil læse en master. 

Og herefter – går hun helt sikkert efter et job i sit nye hjemland: Danmark.

- Jeg har ingen planer om at bo andre steder end her. For med et godt job i Danmark, kommer jeg til at tjene nok penge til at kunne rejse ud i mine ferier og se forskellige dele af verden. Så det passer mig rigtig godt, siger Nora. 

Noras gode råd til andre studerende på IBA er: Brug alle de muligheder I får. For ved at deltage i alt fra bodyordninger til internationale uger udvikler I et kæmpe netværk. Og det er det, det hele handler om. 

Kontakt

  • Niels-Jørgen B. Madsen
    Niels-Jørgen B. Madsen
    Studievejleder - nye studerende
Nora Garisa
- I takt med at jeg lærte dansk, fik jeg lov at tage telefonen på mine forskellige arbejdspladser. Og da jeg blev endnu bedre til sproget, måtte jeg også svare på mails. Så guleroden i at forbedre mit danske har for mig hele tiden været tydelig.
Nora Garisa
Har læst PBA i International handel og markedsføring