Alle IBA-studerende er velkomne:
Nu er Toastmaster kommet til Kolding
Kom med til et anderledes møde - i Toastmaster klub i Kolding. Studerende mødes hver 14. dag på IBA.
Det har de gjort siden foråret 2016 og langsomt men sikkert, bliver de flere og flere. De første tre gange er det gratis at deltage, så kom endelig og find ud af, om det er noget for dig!
Grundlæggeren af afdelingen i Kolding, Adrian Lupescu, har altid været betaget af "Toastmaster". For dem af hans venner, der var det, var noget særligt. De inspirerede andre. De var do’ers. De GJORDE noget.
Så da den unge rumæner fandt ud af, at de venner var ”toastmasters”, lovede han sig selv, at det ville han også være en dag.
Kom og øv dig foran et publikum
Gode ledere er også effektive kommunikatører. Og øvelse gør mester.
Det er drivkraften i den amerikanske klub ”Toastmasters International”, som i marts 2016 har fået en lokalafdeling i Kolding.
Initiativtageren til den nye afdeling er rumæneren Adrian Lupescu, som sammen med en flok medstuderende fra IBA Erhvervsakademi Kolding har oprettet klubben på Kolding Bibliotek.
Medlemmerne tæller studerende fra flere af byens uddannelsesinstitutioner og selv om sproget er engelsk, så har flere af deltagerne et rødbedefarvet pas.
I et trygt forum øver de sig foran hinanden. De holder på skift korte taler om emner, de har sat sig grundigt ind i. Og de giver hinanden lærerig feedback.
Både på indhold, ordvalg og ikke mindst det engelske sprog. For alle oplæg og feedback foregår på engelsk.
Tiden bliver styret benhårdt, og ofte har taleren kun ét minut til at sige noget i. Samtidig kan en af tilhørerne blive sat til at tælle antallet af ”øh’er”, der slipper ud af oplægsholderens mund. Så også det, kan taleren få strammet op.
Nysgerrige kan følge klubbens program på www.facebook.com/TMKolding

Alle er velkomne hver anden onsdag på Kolding Bibliotek. Se kalenderen på www.facebook.com/TMKolding

Adrian kom til Danmark for at lære at lede og kommunikere. Med Toastmaster har han skabt en øvebane for sig selv og andre.
Adrian Lupescu voksede op og blev en, som satte ting i gang i Rumænien. Han startede et hav af virksomheder. Men de fleste af hans projekter gav kæmpemæssige underskud. Han tabte penge. Rigtig mange penge.
Han var nødt til at dygtiggøre sig. Lære teorien bag det at lede og markedsføre en virksomhed. Adrian begyndte at se sig om efter en uddannelse på et højt niveau. Han valgte Danmark, hvor han kunne uddanne sig uden at have penge med hjemmefra.
Så i sommeren 2015 flyttede han til Danmark og begyndte at læse Marketing Manager på engelsk på IBA Erhvervsakademi Kolding. Samtidig med at han labbede al sin undervisning i sig, forfulgte han drømmen om at blive toastmaster. Altså at øve sig i at kommunikere med andre for i sidste ende at blive en bedre leder.

Adrian (t.v.) er i bestyrelsen for den nye klub sammen med (korte ærmer) Nicki Bergholt Møller og med sort bluse, Martin Marks.
Ret hurtigt gik det op for Adrian, at han selv var nødt til at oprette klubben. For hvor der var Toastmasters afdelinger i både Esbjerg, Aarhus og Aalborg, så fandtes der endnu ikke én i Kolding.
Men det fik Adrian lavet om på og den nyoprettede Toastmaster klub har siden foråret 2016 holdt møder hver 14. dag.
Se programmet: http://www.facebook.com/TMKolding
10-06-2016 |
Kontakt
-
Niels-Jørgen B. MadsenStudievejleder - ny studerende (studievalg, kandidatuddannelser)Tlf.: +45 61 93 95 16
-