Studerendes input kan sætte turbo på bilsalget

IBA Erhvervsakademi Kolding har sammen med Würth Danmark A/S og Bilbranchen DI, startet et forskningsprojekt, hvor formålet er at undersøge og give anbefalinger til, hvordan danske bilforhandlere kan markedsføre sig mod unge bilkøbere.

Studerende fra IBA har over en intens seks ugers periode arbejdet med en problemstilling, som hele bilbranchen i Danmark er optaget af - hvordan skal bilforhandlere markedsføre sig mod næste generation bilkøbere?

Fakta

  • Projektet løb af stablen i foråret 2015.
  • De studerende får en forsmag på virkelighedens erhvervsliv.
  • De studerende skal kombinere uddannelsens fag for at komme med anbefalinger til virksomheden.
  • Projektet giver et godt indblik i, hvordan de forskellige parter samarbejder om opgaver i en virksomhed.

En udvalgt gruppe professionsbachelorstuderende er inddraget i projektet for at analysere unge forbrugeres købsadfærd, og give deres bud på, hvordan målgruppen skal vindes.

”Vi ser, at beslutningsprocessen hos unge forbrugere er anderledes end, hvad bilbranchen har været vant til gennem årene,” siger Jon Ording Haug, underviser på IBA.

”De unge søger og deler information på en helt anden måde end tidligere generationer, for eksempel gennem sociale medier og anbefalinger fra andre forbrugere. For mange bilforhandlere, som markedsfører sig ret traditionelt, er det en stor udfordring,” siger Jon Ording Haug.

Lærerigt projekt

Kristina Buchwald er ved at tage en professionsbachelor i international marketing management på IBA. Hun går på andet semester, og da hun hørte om forskningsprojektet, sendte hun en ansøgning til underviseren og blev udvalgt.

”Det her projekt, er det, jeg har lært allermest af. Det var nogle meget seriøse samarbejdspartnere, der tog sig tid til os. Jeg kan kun sige, at det her projekt er lavet af lyst og ikke af pligt.  Det var også dejligt at være 12 studerende, hvor alle bidrog, sammen om et projekt,” siger hun.

Fire danskere og otte udenlandske studerende blandt andet fra Tyskland, Belgien, Rumænien, Ungarn og Frankrig blev udvalgt til projektet.

De studerende interviewede bilforhandlere og lavede fokusgrupper med unge bilkøbere fra 18 til 24 år. De studerende blev delt op i tre grupper med hver sit fokusområde.

”Min gruppe fokuserede på købsprocessen. Helt fra der, hvor den unge begynder med at søge efter en ny bil. Vi endte op med fire profiler på unge købere, og vi kunne give bilforhandlerne forslag til, hvordan de skal håndtere de unge bilkøbere. Det handler meget om behov, ikke så meget om kunden er en mand eller en kvinde,” siger hun.

De studerende fandt også ud af, at der tit er et gap mellem de unge bilkøbere og bilforhandlerne.

”Bilforhandlerne tror ikke, at de unge har brug for så meget rådgivning i forbindelse med et køb. Sælgerne går ud fra, at de unge har undersøgt alt om bilen på nettet. Det har de fleste også, men de unge vil stadig gerne rådgives. Bilkøbet er en af deres første store investeringer.”

Hun fortæller, at IBA er gode til at inddrage virksomheder, når de studerende skal lave opgaver.

Imponerede samarbejdspartnere

Ud over at have gennemført flere markedsanalyser, hvor de studerende har snakket med både bilforhandlere og unge forbrugere, har de også analyseret tilgængelig information og litteratur.

Resultatet af de studerendes arbejde blev præsenteret, hvor både Würth Danmark A/S og Bilbranchen DI deltog.

”Det er imponerende, hvor meget bachelorstuderende fra IBA har formået at præstere på kun seks uger. Både deres analyser og anbefalinger vidner om arbejde af høj kvalitet, og måske bedst af alt - det kan bruges til noget,” siger Niels Delcomyn Hansen, Key Account Manager, Würth Danmark A/S.

Konsulent Frederik Funder fra Bilbranchen DI er enig.

”De studerende har blandt andet vist en god forståelse for målgruppen, som de selv er en del af. Resultaterne giver på mange måder nye ideer til, hvordan bilforhandlerne kan markedsføre sig bedre overfor næste generation af bilkøbere.”

Bliv professionsbachelor i international handel og markedsføring

Læs mere om uddannelsen i international handel og markedsføring og de karrieremuligheder uddannelsen giver.

Kontakt

  • Jon Ording Haug
    Jon Ording Haug
    Lektor
Kristina Buchwald
- Jeg havde brug for at blive helt skarp på, hvordan jeg skaber værdi. Så det var det rigtige for mig at kaste mig over den 1½-årige bachelor.
Kristina Buchwald
Har læst PBA i International handel og markedsføring
Uddannelsen førte til job

De studerende i projektet:

  • Karen Vestergaard
  • Birgitte Andersen
  • Max Bräuer
  • Kristina Buchwald
  • Alina Grecu
  • Karlis Grinvalds
  • Metthieu Hecker
  • Alexandra Jura
  • Camilla Jørgensen
  • Quintin Mace
  • Arnaud Reyserhove
  • Augustin Verstraeten
Du kan teste din viden om erhvervsakademier. Prøv testen her.