Sommerdimission 2022
Stærke Klara har kæmpet for både sig selv og andre ordblinde
- Når man har ressourcerne. Så skal man gøre noget.
Sådan siger Klara Boyum Johansen, som til dimissionen blev hædret med HK’s fanebærerpris. Klara blev hædret for sit utrættelige arbejde for at få hjælpemidler til ordblinde på sit studie. Og ikke mindst i tide.
Da Klara begyndte at læse på IBA, var hun lige sprunget fra et studie på en nærliggende uddannelsesinstitution i Kolding. Og her fik hun først adgang til sine fagbøger online, da hun var på vej ud. Og det var et halvt år efter, at hun var begyndt på studiet.
Det er slet ikke tids nok, slår hun fast.
Så da hun fik at vide, at hun var kommet ind på uddannelsen som Multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding, søgte hun straks om at få sin fagbøger gjort tilgængelige på Nota, som er online biblioteket for folk med læsevanskeligheder.
Men ret hurtigt rakte hun også hurtigt ud mod studievejleder Line Langkjær-Schuldt.
Støtte til ordblinde på IBA
På IBA er der forskellige muligheder for støtte. Hvis du er ordblind, kan du få adgang til:
- IT-startpakke/programpakke
- Sekretærhjælp
- Studiematerialer/undervisningsmaterialer på digitale medier
- Studie-støttetimer
- Scanner
- Diktafon.
Vi vil gerne opfordre dig til at kontakte vores SPS-kontor på sps@iba.dk så hurtigt som muligt i forbindelse med støtte, da der kan være en længere behandlingstid på ansøgninger til SPS.

Klara er vokset op i Løjt Kirkeby ved Aabenraa og har flere ordblinde i sin familie. Hun er det, hun selv betegner, som ”en af de gode ordblinde”. For hun skal nok klare sig. Men netop fordi hun har overskuddet, kæmper hun for ordblindes ret til hurtigt at få bevilliget de rette hjælpemidler.
- Så snart sekretariatet har planlagt vores undervisningsbøger, er jeg nødt til at kende titlerne, så jeg kan tjekke om bøgerne er tilgængelige online. For hvis ikke de er det, så skal jeg virkelig jage med forlagene for at få det gjort. For ellers når jeg ikke at få glæde af bøgerne, forklarer Klara.
Hun fik en god sparringspartner i studievejleder Line, som også fik arrangeret, at Klara kunne fortælle sin historie foran alle akademiets undervisere. Så alle kunne få glæde af at høre hendes opråb.
Klara Boyum fik tildelt HK’s fanebærepris, fordi IBA har indstillet hende til prisen. I begrundelsen skriver IBA-studievejleder Line Langkjær-Schuldt blandt andet:
"Klara har været et stort aktiv i forhold til at informere om vilkårene for studerende med særlige behov. Specielt ordblindhed."

IBA havde indstillet multimediedesigner Klara til at modtage årets HK fanebærerpris. Så til dimissionen fik Klara den overrakt af en repræsentant fra HK. Med prisen følger 4.000,- kr.
Med prisen modtager Klara også 4.000,- kroner, fordi hun er gået forrest for at sikre et godt studiemiljø på akademiet. Og fordi hun har udvist stort engagement og er respekteret af sine medstuderende.
- Jeg føler virkelig, at jeg har været med til at gøre en forskel ved at gøre opmærksom på problemet. Men når man kan, så skal man, lyder det viljefast fra den 22-årige Klara.
Og den forskel kan studievejleder Line Langkjær-Schuldt bekræfte. Hun kan især huske, da Klara sagde til hende "Mine hjælpemidler er som dine briller. Hvordan ville det være for dig at arbejde uden?"
Så Klara har gjort stort indtryk på både ansatte og undervisere på IBA.
- Klara har været super god til at hjælpe os alle med at forstå, hvilke udfordringer studerende med ordblindhed kæmper med, siger studievejleder Line.
29-06-2022