Sergent Kenneth fortsætter hos Lidl i studiejob

Kenneth Schmidt Autzen har en fortid ved Haderslev Kasserne, hvor han tidligere var en del af 1. Brigade. Og som sergent er han stadig tilknyttet militæret.

Men de seneste to år har han haft mulighed for at læse en civiluddannelse som Markedsføringsøkonom hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Og som en del af sin uddannelse har han været tre måneder i praktik på Lidls hovedkontor i Kolding.

Markedsføringsøkonom

Med en uddannelse som markedsføringsøkonom bliver du i stand til at håndtere virksomhedens marketingopgaver fra planlægning til gennemførelse.

Som Markedsføringsøkonom kan du straks bidrage til aktiviteterne i virksomheden og tilføre nye ideer og metoder til at løse marketingopgaverne.

Du lærer bredt om:

  • Marketing
  • Salg
  • Ledelse
  • Kommunikation
  • Økonomi

Læs mere om uddannelsen >>

Den 33-årige Kenneth stammer egentlig fra Ringe på Midtfyn – men har i mange år boet i Haderslev. Her har han også netop købt hus med sin kone og deres to børn på 1 og 3 år. 

Et godt match

Det viste sig at være et særdeles godt match, for Kenneth interesserer sig ikke bare for marketing og salg – men også for fødevarer af god kvalitet. Så den viden har han sat i spil på fineste vis, og det har givet Lidl bedre varer på butikshylderne.

Så selv om praktikken er slut, og Kenneth efter sommerferien har valgt at fortsætte med at studere en bacheloruddannelse hos IBA, så bevarer han tilknytningen til Lidl gennem et studiejob ved siden af. For han kan ikke sidde stille for længe ad gangen.

Kenneth vil råde alle til at videreuddanne sig – også selv om de har fået børn og familie. Det kræver blot, at man indstiller sig på, at man så ikke har fri, når man kommer hjem. Her skal man stadig nå at læse – enten inden man henter børn – eller efter, at de er lagt i seng. 

Vil blive ved med at lære nyt

- Hos Lidl har de et citat stående på væggen, ”Den der stopper med at blive bedre, holder op med at være god”. Og det tror jeg faktisk meget på. Så jeg vil lære nyt resten af mit liv, siger Kenneth, der ikke ved, hvor han ender jobmæssigt.

Men han vil gerne arbejde med indkøb. Og gerne som mellemleder. Om det så bliver i militæret eller i Lidl – må tiden vise.

Kontakt