Årets IBA Praktik 2020
Salgstalentet Diana har bragt Energinet i finalen
Diana Krogh Larsen ville som Financial Controller gerne ud i en virksomhed, som arbejder med projekter. Et sted, hvor hun kunne bruge sin evne inden for økonomi. Det fandt hun ved at søge uopfordret hos Energinet i Fredericia.
Det viste sig, at afdelingen ”Projektøkonomi” var det perfekte match. Det kunne afdelingsleder Maja Kirk-Laursen mærke, da hun talte med Diana første gang.
Finalisterne i Årets IBA Praktik 2020

- Jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver at være den bedste til alting. For der er hele tiden noget nyt, jeg kan fordybe mig i. Så ens mål ændrer sig hele tiden. Der er konstant noget nyt at jagte, siger Diana Krogh Larsen, der oprindeligt kommer fra Toftlund i Tønder Kommune.
- Allerede i telefonen kunne jeg høre, at der var et eller andet ved Dianas stemme, som jeg bare godt kunne lide. Jeg bad hende sende sit CV, og hendes meget anderledes baggrund triggede noget ved mig. Så selv om de fleste af mine medarbejdere er kandidatuddannet, fik jeg lyst til at møde Diana og se, om hun passede ind i teamet, fortæller Maja Kirk-Laursen.
Og det blev begyndelsen på et lærerigt praktikophold, som fik Diana til at indstille opholdet til konkurrencen Årets IBA Praktik. En konkurrence hvor praktikopholdet nu er med blandt de fem absolut bedste.
Samtidig er Diana blevet ansat som studentermedhjælper frem til sommer, hvor hun færdiggør sin uddannelse. Og herefter har hun fået en projektansættelse. I første omgang frem til årsskiftet.
Diana er en del af holdet hos Energinet
Det er Diana vildt glad for. For hun er meget begejstret for at være en del af Maja-Kirk Laursens team hos Energinet:
- Maja kalder teamet for sit håndboldhold og går meget op i, at alle kollegaer spiller hinanden gode. Det har overrasket og imponeret mig, hvor meget tid Energinet har lagt i at have en praktikant. Men de har lært mig, at uanset, om det er en praktikant eller en ny medarbejder, der kommer ind, så kommer de for at bidrage til virksomheden. Og det er en fantastisk følelse.
Diana skal fremadrettet hjælpe projektøkonomerne ved at udføre ”controlling” på IT-projekter og et stort kabelprojekt, Viking Link, der er noget ganske særligt.
Lidt lige som Diana. For hun har altid gået en anden vej end de fleste. Så da hun skulle i gymnasiet, valgte hun den toårige turbo-uddannelse på STUK – Sønderjyllands Gymnasie, grundskole og kostskole i Toftlund. Byen hun kommer fra. Her fik hun en studentereksamen på bare to år.

- På IBAs uddannelse til Financial Controller har jeg hele tiden følt, at jeg gik glip af noget, hvis jeg ikke var der. Du kan ikke læse det op selv. For det er noget helt særligt over den her klasseundervisning på en videregående uddannelse, fortæller Diana, som drømmer om at fortsætte sin karriere hos Energinet i Fredericia.
Lederelev hos SuperBrugsen som 18-årig
Da hun som 18-årig stod med sin studenterhue, valgte hun i modsætning til sine kammerater ikke bare at finde et arbejde i sine sabbatår. Nej, for Diana havde, mens hun gik på STUK, haft fritidsjob i den lokale brugs og her var hendes særlige salgsevner blevet spottet. Så da hun fik huen på, stod SuperBrugsen klar med et tilbud til hende: Kom og bliv trainee-leder-elev hos os! Den udfordring tog hun imod.
- Jeg havde brug for at stoppe op og ikke bare drøne videre på universitetet, som mange af mine kammerater havde planer om. Jeg ville gerne tænke mig om – men samtidig også have noget ud af mine sabbatår. Det fik jeg som leder-trainee. Og tjente også en bedre løn, fortæller Diana, som husker, hvordan hun med det samme fik et kæmpe ansvar i sit nye job:
- Det var jo sådan, at ledelsen med rette vendte sig mod mig og sagde ”der skal omsættes for 4,5 millioner kroner inden for det her område”. Og ja – så måtte jeg jo finde ud af, hvordan jeg kunne sørge for det.
Diana voksede med opgaven, og da hun var færdiguddannet salgsleder, kom hun med på Coops talenthold. Senere blev hun udvalgt som én ud af 20 kvinder, som skulle arbejde med kvinder og ledelse i Coop.

- Jeg er så glad for, at jeg måtte blive hos Energinet efter min praktik, for det er nogle rigtig dejlige mennesker at være sammen med. Mennesker som godt ved, at de skal lære fra sig for at få noget igen. Jeg håber, at jeg også er hos Energinet om fem år og hele tiden har fået lov at udvikle mig i virksomheden, siger 25-årige Diana, der i år har købt hus med sin kæreste i Gram ved Haderslev.
Diana vidste, at hun skulle noget andet
Diana husker de år som nogle, der udviklede hende rigtig meget. Ikke mindst lærte hende en masse om sig selv og andre mennesker.
Alligevel fortæller hun, at hun hele tiden har vidst, at hun ikke skulle blive i den verden. Hun begyndte derfor at se sig om efter en praktisk videregående uddannelse, som kunne skaffe hende et spændende job inden for regnskab. Og nej – det skulle ikke bare være som regnskabsassistent.
Diana begyndte på uddannelsen som Financial Controller på IBA i 2018. Uddannelsen virkede attraktiv, fordi den var så praktisk.
Men samtidig var det voldsomt for hende sådan at skifte spor.
- Jeg skulle vænne mig til ikke at være den bedste til det, jeg gør. Uden at det skal lyde for overlegent. Men når man har haft et job, som man hele tiden har vidst, at man er ret god til. Ja måske ligefrem en af de bedste på sit område. Og er blevet anerkendt for det. Så ER det en kæmpe omvæltning pludselig at skulle se sig som ”underdog” på et helt nyt område, siger Diana.

Diana læser på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor hun til sommer afslutter hendes 2-årige erhvervsakademiuddannelse som Financial Controller.
Diana følte sig hurtigt hjemme på IBA
Hun blev heldigvis en del af et spændende hold med en aldersspredning fra 21 til 47 år. Her var mange med forskellige baggrunde og erfaringer i bagagen. Så Diana følte sig hurtigt godt tilpas og fandt en rigtig god studiegruppe.
Da de skulle ud i praktik, vidste hun med sikkerhed, at hun i modsætning til flere af sine holdkammerater ikke ville gå efter en karriere som revisor. Diana ville gerne være controller i en virksomhed. Gerne en med en masse projekter.
Det har hun nu fundet, som den første praktikant fra IBA hos afdelingen Projektøkonomi i Energinet.

