Årets IBA Praktik 2023
471 kan indstille: Nu går jagten ind på årets bedste praktik
- Jeg havde en vildt god praktik, som var et perfekt parløb mellem virksomheden og mig. Dét budskab ville jeg gerne give videre, og så var Årets IBA Praktik jo en oplagt mulighed.
Sådan husker Carina Munch tilbage på den seneste udgave af Årets IBA Praktik, hvor hun indstillede sin tolv-ugers praktik som Financial Controller hos Aarsleff Rail.
Årets IBA Praktik
Indstillingsperioden
- Fra fredag den 10. marts kl. 12.00 til tirsdag den 28. marts kl. 10.00.
-
Du kan indstille din praktik, når du har modtaget en direkte opfordring på mail med linket til spørgeskemaet.
-
Når du har været inde og se spørgeskemaet via dit link, kan du vælge at indstille ved at sende en video og faktaoplysninger ved siden af. Læs mere om muligheden for at sende en videoindstilling her.
Udvælgelsen
- Når indstillingsperioden er slut, bliver feltet af indstillinger indsnævret.
- Når de fem bedste finalister er fundet, bliver deres gode historier fortalt via IBA's medier.
- De fem finalister kommer på jurydagen i april ind og fortæller om deres praktikophold foran et dommerpanel bestående af eksterne dommere, en repræsentant for de studerende, rektor og praktikansvarlige.
- Juryen finder en vinder, som får overbragt nyheden ude på sin praktikvirksomhed et par dage senere.
Landsfinalen
- I maj repræsenterer vinderen IBA til landsfinalen i Årets Erhvervsakademipraktik. Her dyster IBA mod landets syv andre erhvervsakademier om at have haft landets bedste praktikophold.
Krav til indstillingerne
- Du skal have været i praktik i en dansk virksomhed eller i en international virksomhed med en afdeling i Danmark.
- Du skal have været i praktik i en virksomhed, som ikke er din egen, da konkurrencen kårer samspillet mellem praktikanten og praktikvirksomheden.

Carina Munch vandt Årets IBA Praktik 2022 sammen med Aarsleff Rail, hvor hendes praktik førte direkte videre til en fast stilling, da hendes sidste eksamen var bestået.
I dag er hun fastansat i den aarhusianske virksomhed. Og på kontoret hænger stadig det diplom, som beviser, at Carina og Aarsleff Rail i fællesskab vandt konkurrencen i 2022.
- Jeg havde aldrig regnet med, at vi ville vinde. Jeg skrev indstillingen, fordi jeg ville anerkende det gode arbejde, der var blevet gjort fra virksomhedens side under min praktik, fortæller Carina.
Nu har 471 praktikanter mulighed for at gøre det samme. Så mange studerende på IBA Erhvervsakademi Kolding har nemlig været ude i praktik i løbet af efteråret 2022 og foråret 2023. Det er dem, der fra den 10. marts kan indstille deres praktikforløb.
Årets IBA Praktik skal ses som en fejring af det tætte samarbejde mellem studerende og de virksomheder, hvor de er ude i praktik. Samtlige studerende på IBA er i praktik som en indbygget del af deres uddannelse.
- Vores samarbejde med praktik-virksomhederne er meget værdifuldt. Og det gælder både for os, virksomhederne og de studerende. Erfaringen viser jo også, at omkring en tredjedel af de studerende efterfølgende får job i deres praktikvirksomhed. Og langt de fleste virksomheder vender tilbage til os, fordi de gerne vil have en ny studerende i praktik, siger Jette Sørensen, der er virksomhedskonsulent hos IBA Karriere.
Praktikken er ulønnet, og den varer enten tre eller fem måneder afhængig af uddannelsen. Hovedformålet er, at de studerende kan afprøve deres teoretiske viden ”ude i virkeligheden”.
- Uanset om de studerende vender tilbage til deres praktikvirksomhed eller ej, så vender de i hvert fald tilbage til IBA med en værdifuld erfaring, inden de skal afslutte deres uddannelse, siger Jette Sørensen.
Vinderen af Årets IBA Praktik går videre til landsfinalen i København. På hotel Scandic Kødbyen skal finalister fra landets otte erhvervsakademier dyste om tre priser – Publikumsprisen, Juryens Specialpris og hovedprisen: Årets Erhvervsakademipraktik 2023. Ud over æren følger 10.000 kroner med hovedprisen, men de øvrige to priser er på 5000 kroner hver.
Læs mere:
10/03/2023