Iværksætteri på IBA

Natalia og Saúl har etableret egen vineksport i Kolding

Det idérige unge par modtog prisen for årgangens bedste forretningsidé på deres erhvervsakademi, da de for nyligt dimitterede fra deres videregående uddannelse.

Natalia og Saúl mødte hinanden på den italienske restaurant Rafaels i Kolding. Han bagte pizzaer i køkkenet, og hun servede for restaurantens gæster. Samtidig læste de begge Marketing Management på IBA Erhvervsakademi Kolding. Og ikke nok med det, de havde også begge planer om at fortsætte deres 2-årige danske uddannelse med en 2-års uddannelse i Kina. En såkaldt EuroAsia.

Iværksætteri på IBA

Som studerende har du gennem hele din studietid mulighed for at blive tilknyttet et kreativt iværksættermiljø, hvor du kan udvikle dine idéer, skabe bæredygtige forretningskoncepter og skabe værdi i samfundet.

Klik her og læs mere om iværksætteri på IBA.

Natalia og Saúl er begge 22 år og har forladt deres hjemlande for at studere i Kolding. Det er også her, de med hjælp fra Carina Hundevad Forssling fra IBA (t.h.) har startet deres virksomhed GOBA Wine.  

Ideen til deres forretning GOBA Wine kom en aften på Rafaels efter lukketid. Her havde Saúl Gonzalez Castrillo vin med fra sin hjemegn i Spanien. Da han serverede det for sine kolleger, gjorde det stort indtryk på polske Natalia Bak.

Hun beskriver selv følelsen, som en kæmpe forelskelse i de røde dråber fra første mundfuld. Hun og kollegerne ville vide, hvor de dog kunne købe den fantastiske vin henne. Og da Saúl fortalte, at vinen kun blev solgt på hans hjemegn, regionen Castilla-Leon i det centrale Spanien, var ideen til importvirksomheden GOBA Wine født. De første fire bogstaver er sammensat af forbogstaverne fra Saúl og Natalias efternavne.

De vil med deres virksomhed sende de velsmagende dråber fra vingårde i Ribera del Duero i Spanien hjem til danskere og alle andre, som kan lide god vin.

Forretningsideen udviklede de som en del af deres uddannelse, da de fik mulighed for at gå i iværksætterpraktik. I IBA’s innovationscenter og tilhørende iværksættermiljø lokaler på Trindholmsgade fik de støtte og undervisning fra alle relevante faggrupper på IBA for at kunne udvikle og starte GOBA Wine.

”Vores mission er at hjælpe arbejdere og producenter i den spanske region Ribera del Duero, der dedikerer deres liv til at fremstille et fremragende produkt, med at opnå den anerkendelse, som deres produkt fortjener”, skriver Natalia og Saúl på deres website www.goba-wine.com.

Og det har de det seneste halve år gjort med så stor succes, at de ved dimissionen fik overrakt årgangens pris IBA Entrepreneurship Award. Iværksætter- og innovationskoordinator Carina Hundevad Forssling begrunder det således:

- Saúl og Natalia er hårdtarbejdende, handlingsorienterede og et stærkt makkerpar. De har forstået værdien i netværk, og de bruger både eget og andres netværk til at styrke deres forretning. Deres mindset gør, at de overkommer udfordringer og lader sig ikke slå ud af frustrationerne. Det er flot, så langt de er nået med GOBA Wine på bare et halvt år.”

Indtil Kina lemper deres nuværende corona-restriktioner og igen lukker internationale studerende ind i landet, fortsætter Saúl og Natalia med at udvikle på deres virksomhed fra IBA’s lokaler i Kolding. Her kan de arbejde frem til et år efter de er dimitteret sideløbende med, at de passer deres jobs ved siden af.

Klik her og læs mere om iværksætteri på IBA.

Kontakt

  • IBA optagskontor
    IBA optagskontor
    Ved spørgsmål til uddannelse, adgangskrav eller karrieremuligheder.
Test dig selv. Hvilken type studerende er du? Ta' quizzen.