Marketingbureau ansatte Nicolaj efter en vellykket praktiktid

Når det digitale marketingbureau Asento skal ansætte en ny medarbejder, er der en vis sandsynlighed for, at valget falder på en tidligere praktikant.

En stor andel af de fastansatte har nemlig en fortid som praktikant på bureauet. Det gælder også 27-årige Nicolaj Rønn, som er den senest tilkomne. I januar 2023 blev han færdig som professionsbachelor i e-handel hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Som en del af sin uddannelse har han i tre måneder været i praktik hos Asento.

Årets IBA-praktik

Alle studerende på en akademi- eller top-op uddannelse er i praktik i 12 uger. Studerende på en bacheloruddannelse skal være i praktik i 20 uger.

Den seneste opgørelse viste, at i en tredjedel af tilfældene er en praktikant efterfølgende blevet ansat i sin praktikvirksomhed.

Hvert år fejrer IBA det gode og lærerige praktikforløb. Det sker med konkurrencen Årets IBA Praktik, hvor studerende opfordres til at indstille deres ophold. Årets konkurrence begynder i marts, hvor man kan sende indstillinger ind.

Det praktikforløb, som vinder, går videre til en landsfinale, som i år bliver afviklet på Scandic Kødbyen i København.

35 procent af IBA’s studerende får job i praktikvirksomheden >>

Foto af Nikolaj

Straks efter sin praktik blev Nicolaj ansat på deltid hos Asento. – Vi vidste, at vi gerne ville ansætte Nikolaj, hvis muligheden bød sig. Derfor ville vi sikre os, at vi bevarede kontakten til ham, fortæller Henriette Warming, der er People and Culture Manager hos Asento.

- Vi bruger vores praktikforløb som en ”talent pipeline”. Det betyder, at hvis vi står i en situation, hvor vi i løbet af få måneder skal besætte en ny stilling, så har vi mulighed for at satse på én, der er – eller har været – i praktik her i huset.

Sådan fortæller Henriette Warming, som er People and Culture Manager hos Asento. Og ja – hun har også selv været i praktik på bureauet. Hun forklarer, at der er rigtig positive erfaringer med at ansætte personer, som allerede har oplevet hverdagen på bureauet. Forventningerne er godt afstemt, siger hun:

- Når vi har haft en studerende i praktik gennem flere måneder, så har vi fået et solidt indtryk af, hvem de er som personer. Og det gælder ikke kun på det faglige område. Vi har også en god fornemmelse af, om der er et kulturelt match. Vi har en meget åben og levende arbejdsplads, så det er vigtigt for os, at nyansatte fungerer godt med resten af holdet, siger Henriette Warming.

Foto af Nikolaj

På et tidspunkt var Nicolaj sikker på, at han skulle være tømrer. Han elsker at bygge og arbejde med sine hænder. ”Hvis andre kan bygge det, så kan man også selv”, lyder hans indfaldsvinkel. Dét gå-på-mod faldt de blandt andet for hos Asento.

Praktiktiden varer typisk tre måneder. Og Henriette Warming forklarer, at i løbet af praktikken gennemgår de studerende stort set samme onboardingforløb, som er planlagt for andre nye medarbejder:

- Det betyder, at når vi ansætter en tidligere praktikant i en fast stilling, så sparer vi også en del ressourcer. For de er allerede sat ind i alle systemer og kender resten af holdet, når de møder ind på deres første arbejdsdag.

Nicolaj gik fra praktik til fast arbejde

Samtlige IBA-studerende er i praktik, som en del af deres uddannelse. Omkring en tredjedel får siden job i deres praktikvirksomhed. Den statistik bidrager Nicolaj Rønn altså til. Han var i praktik hos Asento i 2022, og i dag er han firmaets nye SEM-specialist. Han hjælper kunderne med at optimere deres synlighed på Google.

Asento hørte han om første gang, da hans klasse havde én af de ansatte som gæstelærer på IBA. Han er i dag Nicolajs nærmeste leder. Og det var i øvrigt også her, Nicolaj for første gang hørte om analyse-værktøjet Google Tag Manager, som han arbejder dagligt med i dag.

Foto af Nikolaj

Nicolaj Rønn er fra Kolding. Han har tidligere taget en Markedsføringsøkonom hos iBA. - Bagefter blev jeg interesseret i at studere e-handel, for der er så vanvittigt mange grene på det område, som man kan udvikle sig inden for, siger han.

- Bagefter vidste jeg, at dér ville jeg søge hen i praktik. Alt, han fortalte, lød virkelig spændende, husker Nicolaj, der tidligere har taget en Markedsføringsøkonom – også på IBA.

Allerede i sin praktik løste han opgaver for Asentos kunder. Det gav en god indsigt i hverdagen på et digitalt marketingbureau. Og han oplevede samtidig en stor frihed, så han fik lov at kaste sig over opgaver, der fangede hans interesse.

- Det var superfedt. Og det betyder, at jeg kender mange af mine arbejdsopgaver, fordi jeg har prøvet at sidde med dem i løbet af praktikken, siger Nicolaj.

23/02/2023

Kontakt

Henriette Warming
- Som virksomhed skal man gøre sig klart, hvorfor man har praktikanter. Vi giver dem opgaver på lige fod med andre, fordi vi gerne vil være med til at udvikle nye talenter. Og praktikanterne bruger jo også forløbet til at mærke efter, om de kan se sig selv i denne type job.
Henriette Warming
People and Culture Manager hos Asento