Finalist til Årets IBA Praktik 2016

Mette-Luise imponerede eventchefen i storcentret

”Mens vi er væk, kan du jo lige skrive indstillingen til SOLAL Award 2016”.

Sådan sagde eventchef Frank Hansen til IBA-praktikant Mette-Luise - med tryk på ”lige”. Han og centerchef i Kolding Storcenter, Gitte Lindbo, var på vej i al hast til et todages møde i en anden by.

Imens skulle praktikant Mette-Luise Møller Sørensen ”passe centerkontoret” hjemme i Kolding. Et centerkontor, som var hendes praktiksted i tre måneder som afslutning på hendes uddannelse som markedsføringsøkonom. 

Gjorde store øjne over praktikanten

Eventchef Frank Hansen var ret imponeret over Mette-Luises evner, men bemærkningen var nu kun ment i sjov.

For da Kolding Storcenter var så heldig at vinde den Award (der anerkender de bedste marketingkampagner for alle shoppingcentre i hele Europa og Sydafrika) én gang tidligere, vidste både Frank og Gitte udmærket godt, HVOR krævende det er at researche og skrive et udkast.

Derfor gjorde de også store øjne, da de vendte tilbage og fandt et flot udkast. På engelsk. Sådan som Mette-Luise var blevet bedt om.

Hør hvorfor Mette-Luise indstillede sit praktikophold

Jeg vil gøre det ordentligt

Mette-Luise havde nemlig kastet sig over opgaven med at beskrive eventen Elefashion med samme iver, som hun gjorde ved alle andre opgaver på det travle centerkontor. Hun havde først researchet grundigt på det event, de fleste kunder i Kolding Storcenter husker for de meterhøje elefanter, som stod i storcentret i en måned i 2015 og igen i 2016.

Herefter havde Mette-Luise læst den tidligere indstilling og kriterierne. Og ja - så havde hun skrevet et udkast. For som hun siger, ”så kan man ligeså godt gøre det ordentligt, når man er i gang”.

Trådt i karakter

- Det her eksempel er meget kendetegnende for Mette-Luise. Hun er virkelig trådt i karakter fra begyndelsen, roser Frank Hansen og fortsætter henvendt til Mette-Luise:
- Du greb selv alle opgaverne. Nogle gange var det jo os, der lavede kaffe til dig, fordi du havde så meget i gang.

Centerkontoret står for den fælles markedsføring af de 125 butikker og alle events i centret. Samtidig har Kolding Storcenter sit eget magasin, som bliver husstandsomdelt i Kolding og opland seks gange årligt. 

De udklædte børn strømmede ind

Mette-Luise var kun lige begyndt som praktikant, da hun stod med ansvaret for et stort fastelavns-arrangement ti dage senere. Hun holdt både fastelavnsboller, slikposer og en konferencier, udklædt som kaptajn, i luften med stor succes.

Og det selv om der pludselig kom 350 børn - dobbelt så mange, som centerkontoret havde forventet.

Men den slags udfordringer gør bare det hele mere spændende, synes Mette-Luise, som er god til at sætte struktur på alt, hvad hun har med at gøre.

Indsatsen bør belønnes

Mette-Luise indstillede sit praktikophold til Årets IBA Praktik 2016 uden tøven. Hun følte sig så godt taget imod, at det er det mindste, hun kan gøre, siger hun:

- Jeg blev med det samme en del af butikken. Jeg har fået alt det ansvar, jeg har kunnet bære, og jeg har anvendt al den teori, jeg har lært på skolen og mere til. Det her er det bedste praktikophold overhovedet.

Læs mere om uddannelsen som Markedsføringsøkonom >>

Kontakt