Årets IBA Praktik: Katrine var i finalen med Y-Design
I de tidligere Volkerts fabrikker i Kolding sidder praktikant Katrine Junge Andersen og udvikler blandt andet logoer. Hun er som multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding i 3-måneders praktik hos Y-design.
Firmagave-virksomheden har indrettet sig på hyggeligste vis i de charmerende og rå lokaler tilbage fra uldspinderiets tid.
Finalisterne i Årets IBA Praktik 2018
Foruden Katrine var følgende fire finalister:
- Alla Rozova, praktikant hos S.A. Christensen.
- Simone Svehag, praktikant hos Erhvervsparken TEP.
- Mikkel Ringtved Jensen, praktikant hos Danske Bank.
- Stine Hummelgaard, praktikant hos Autohuset Vestergaard.
Læs mere om konkurrencen Årets IBA Praktik 2018 >>
Katrine Junge Andersen
- Katrine er 25 år og opvokset i Kolding.
- Har været manager i restauranten Bones i Kolding samt souschef og restaurantchef i Vejle.
- Har læst multimediedesigner på IBA og har specialiseret sig i ”front-end”.
Læs om Katrines uddannelse Multimediedesigner >>
Y-design
- Kolding-virksomheden Y-design sælger primært firmajulegaver.
- 80 procent af virksomhedens omsætning ligger i december.
- Sælger også jubilæumsgaver og tilbyder kunder at holde øje med medarbejdernes mærkedage.
- Sælger profiltøj i høj kvalitet, hvor kunderne kan få deres logo broderet eller trykt på.

Den 25-årige Katrine Junge Andersen har en baggrund som værtinde på Bones og har rejst rundt og været med til at åbne restauranter i Holstebro, Billund, Horsens samt været med til at flytte restauranten i Vejle til større lokaler. Hun har derfor et veludviklet servicegen, som hun har taget med ud i praktik som multimediedesigner.
Se og hør hvorfor Katrine indstillede sit praktikophold til Årets IBA Praktik 2018
Katrine er et kreativt energibundt
Tændte stearinlys skinner på de kendte designgaver, som er placeret i forskellige ”øer”. Lige fra aberne fra Kay Boyesen til fristende chokolader fra Summerbird.
80 procent af virksomhedens omsætning ligger i julemåneden, hvor kunderne køber gaver til deres medarbejdere. Men Y-design har også et stort udvalg af det såkaldte profiltøj i høj kvalitet. Her får kunderne deres logo broderet eller trykt på bluser, jakker og bukser.
Og netop i forbindelse med logoerne kommer det kreative energibundt Katrine til sin ret. For den tidligere restaurantchef på Bones i blandt andet Vejle, kan det med at udvikle logoer.
- Jeg har gjort en forskel som praktikant i forhold til opgaver med logoer og tryk. For flere af de virksomheder, som henvender sig til os har ikke i forvejen et logo, som egner sig til at blive trykt eller broderet på firmatøj. Her har jeg kunne udvikle og nytænke deres logoer.

- Der, hvor jeg har gjort en forskel på mit praktiksted, er i forhold til opgaver med logoer og tryk. Blandt andet en sjov opgave, hvor vi ikke kunne trykke et logo på det bestilte tøj, fordi logoet ligesom ikke var skabt korrekt. Det drillede os noget. Men jeg tog det i hænderne og arbejdede med det i to dage, og så var den der, smiler Kolding-pigen, Katrine Junge Andersen.
Katrine kan det grafiske
Katrines færdigheder har henrykt det travle firma, som består af ejerparret Bettina Yde og Leif Antonsen samt sælgeren Mikkel Moth. Hvis ikke Katrine havde kunnet udvikle kundernes logoer, så havde Y-design skulle ud i byen og købe sig til den ekspertise. Og det ville blive både dyrt og tidskrævende for deres kunder.
- Katrine har hjulpet os med flere grafiske opgaver, som har gavnet vores kunder. Ikke mindst når vi har skullet vise kunden, hvordan tøjet kunne komme til at se ud med deres logo broderet på, siger Leif Antonsen, som sammen med sin livsledsagerske, Bettina Yde, dannede Y-design for tre år siden.

- Det fede ved mit praktikophold er, at der hele tiden er læring. Jeg bruger min uddannelse hver dag. Alle de programmer fra Adobe-pakken, som jeg er blevet trænet i på IBA. Og det jeg har lært om sociale medier, siger Katrine Junge, som i sommeren 2018 bliver færdiguddannet multimediedesigner.
Y-design pakkede julegaver ind i døgndrift
Og successen var til at tage at føle på, for i november og december 2017 havde holdet så travlt, at de pakkede julegaver ind i døgndrift syv dage om ugen.
Til trods for det høje tempo har Y-design haft praktikanter fra IBA flere gange. Og det er de så gode til, at de burde vinde Årets IBA Praktik, lyder det fra deres nuværende praktikant, studerende Katrine Junge Andersen:
- Her er høj standard for det gode humør. Den gode atmosfære har sammen med den store frihed under ansvar fået mig til at vokse. Det er super motiverende, at de tror på mig. Det har gjort, at jeg har udviklet mig meget i min praktik.

Katrine har ydet sit bedste hos Y-design og var slet ikke i tvivl om, at praktikopholdet fortjente prisen som Årets IBA Praktik. Ikke mindst fordi, hun hver dag blev modtaget med positiv energi, og ejerparret har haft fokus på at gøre hende knivskarp fagligt.
Katrine drømmer om job hos Y-design
Leif Antonsen roser ligeledes Katrine for at være serviceminded til fingerspidserne og bidrage med det grafiske, som firmaet netop manglede.
- Katrine er meget selvstændig. Det er tydeligt at mærke, at hun er et andet sted i livet end andre på samme alder. Hun griber boldene og finder selv på at skrive opslag på de sociale medier. Det gør, at vi er blevet langt mere synlige, end vi hidtil har været, siger iværksætter Leif Antonsen.
Begejstringen er gengældt, for spørger man Katrine, hvad hun drømmer om, så er svaret:
- Det vil være en drøm, hvis jeg kunne få lov at arbejde her. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan vokse meget mere med opgaverne.
Og måske er der håb, for Leif og Bettina mener også, at Katrine foruden evnerne har den glæde og udstråling, der skal til. Så de vil helst holde fast i hende i en eller anden form, når hun er færdiguddannet.
I april 2018 skulle Katrine for alvor vise sit værd, for her skulle hun foran en dommerjury præsentere sit ophold og overbevise dem om, at netop hendes praktikophold skulle vinde prisen som årets allerbedste.

Holdet hos fremadstormende Y-design består fra venstre af sælger Mikkel Moth, indehaver Bettina Yde, praktikant Katrine Junge Andersen og indehaver Leif Antonsen. Foruden julegaver og jubilæumsgaver, sælger de reklameartikler og profiltøj, hvor kunden kan få sit eget logo på.
Læs historierne om de andre fire finalister: