Studiestart 2022
- Jeg er sikker på, at en it-uddannelse åbner rigtig mange døre
Marcus Bryde er ny i Kolding. Og det er en uddannelse som professionsbachelor i It-arkitektur, der har fået ham til at forlade de velkendte gader i Horsens til fordel for en ungdomsbolig i Kolding Åpark.
Det er et stort spring at rykke teltpælene op. Men 21-årige Marcus var ikke i tvivl om, at han var nødt til at rykke sydpå, da han læste om den forholdsvis nye uddannelse hos IBA Erhvervsakademi Kolding.
- Da jeg skulle vælge studie, vidste jeg, at det skulle være en it-uddannelse, fordi det giver så mange muligheder. Alting bliver jo digitaliseret på en eller anden måde, så i forhold til at få et job bagefter, så er jeg sikker på, at en it-uddannelse åbner rigtig mange døre, fortæller han.
Om uddannelsen
Er du interesseret i at læse mere om it-arkitektur uddannelsen? Så er du kommet til det rette sted.
Med en professionsbachelor i it-arkitektur får du evnerne til at udvikle strategiske, digitale løsninger, der er efterspurgte og gør en forskel for brugerne.
Du bliver skarp i it-faglige discipliner som programudvikling, databasedesign og systemudvikling. Samtidig giver den 3,5 år lange uddannelse dig stærke kompetencer inden for forretningsforståelse, projektstyring og brugerinddragelse.
Dermed bliver du en værdifuld medarbejder i de mange virksomheder, der har brug for netop dine evner.
Vil du læse mere? Så klik her

- Jeg har altid haft det godt med it, så da jeg hørte om it-arkitektur på IBA, synes jeg, at det lød spændende, fortæller Frederik Topgaard.
På uddannelsen er der stort fokus på programmering, it-systemers arkitektur og datamodellering. Samtidig er de tekniske færdigheder kombineret nøje med forretningsforståelse, fordi målet er at kunne udvikle de bedste og mest brugbare løsninger til den enkelte virksomhed.
Uddannelsen fører til job som for eksempel it-arkitekt, software-udvikler og it-projektleder. Det er stillinger af den type, Marcus godt kan se sig selv i.
- Uddannelsen virker bred, så man kan gå mange veje bagefter. Jeg vil rigtig gerne arbejde i et større firma, hvor man kan få lov at gro sammen med virksomheden, siger han.

Mange flytter til Kolding for at studere. Det gælder også Marcus Bryde, der sigter mod en professionsbachelor i it-arkitektur.
Marcus Bryde er startet på it-arkitektur
Studiekammeraten Frederik Topgaard faldt også for indholdet af IBA’s uddannelse. Den 21-årige koldingenser har allerede programmeret en smule og glæder sig til at dykke langt dybere ned i det.
- Jeg vil gerne udvikle programmer og software. I stedet for kun at være bruger, vil jeg gerne skabe den teknologi, der kan gavne andre.
Frederik forventer, at når det gælder it, så vil der dukke nye muligheder op hele tiden. Derfor er det godt at være fagligt klædt på til en fremtid, der konstant er under forandring.
- Der sker noget hele tiden inden for it. Derfor er det også spændende at se, hvordan udviklingen er gået i løbet af de tre-et-halvt år, som vores uddannelse tager, smiler han.

Uddannelsen i It-arkitektur tager 3,5 år og rummer et helt semester, hvor de studerende er ude i praktik.
31-08-2022
Kontakt
