Italienske Sebastiano er stolt af danske ECCO

Hvis ikke du vidste, at du var gået ind i ECCOs moderne kontorbygninger i Bredebro i Sønderjylland, så ville du hurtigt kunne dufte det. For den karakteristiske duft af læder pirrer næseborene overalt, hvor du går hos skoproducenten.

Meterhøje tøjstativer med skind på bøjler adskiller computerskærme og kontorborde. Og i mødelokalerne er forskellige skind brugt som duge hen over de rå træborde. Sammen med de pletvise udstillinger af sko og støvler til børn og voksne er det hele med til at skabe en særlig atmosfære.

Og hos ECCO har Sebastiano Finocchiaro været i praktik, i forbindelse med uddannelsen til markedsføringsøkonom. Praktikopholdet har været så godt, at han har indstillet det til Årets IBA Praktik 2017. Og han endte faktisk med at vinde! Læs mere om sejren

Sebastiano gik videre til landsfinalen, hvor han dystede mod de andre erhvervsakademier i Danmark. Desværre løb han ikke med sejren, men måtte se sig slået af repræsentanten fra KEA. 

Ja – næsten hjemlig, hvis du spørger italienske Sebastiano Finocchiaro. For godt nok har han, som studerende på IBA i Kolding, været i praktik 1300 kilometer nord for sin hjemby, Milano, men duften af læder er den samme.

For den 20-årige Sebastianos oldefar ejede et garveri, så familiens hus i den italienske modeby dufter også altid af skind.  

Det føltes helt rigtigt

Duften var blot én af flere positive overraskelser for den passionerede og engagerede italiener. For da Sebastiano, som afslutning på sin uddannelse som markedsføringsøkonom, skulle ud i praktik i tre måneder, undersøgte han flere praktiksteder for at finde det helt rigtige.

Han var i dialog med firmaer på Malta, i Barcelona og i Bruxelles. Så da han endte med at begynde et praktikophold hos danske ECCO i Bredebro, overraskede det hans internationale kammerater.

Men for Sebastiano føltes det helt rigtigt. Lige fra han besøgte ECCOs hovedkvarter første gang. Han mødtes med sin nuværende praktikantvejleder, og ”de klikkede” med det samme. Samtidig kunne hun tilbyde ham muligheden for at arbejde med det, han elsker allermest – nemlig markedsføring.

Sebastiano bor i en lejlighed i Kolding sammen med tre studiekammerater fra IBA, så hver dag rejste han med toget til sit praktiksted i Bredebro. Han stod op før forårssolen, for allerede kl. 5.30 går toget fra Kolding mod Bramming og derefter videre mod syd. Togtiden på to timer hver vej, brugte han på at læse, høre musik og skrive sammen med sine venner. 

Sebastiano er tilfreds med praktikstedet

ECCO producerer ikke blot deres egne skind til sko og støvler – men også deres egne skosåler. Det er det, ifølge Sebastiano, langt fra alle skoproducenter, som gør. 

Den originalitet var og er af afgørende for ham, da han går meget op i bæredygtighed og god kvalitet. Samtidig er det vigtigt for ham, at hans job giver mening. Ja, faktisk har han hidtil haft en dårlig vane med hele tiden ”at punke” sig selv for, om han ”gør nok”. 

På ECCO fandt han dog en vis ro i, at firmaet er så gode ved deres ansatte. Sebastiano nød især at læse de mange forskellige medarbejderhistorier på intranettet, hvor bl.a. historier om medarbejdere, der fejrer deres 10, 20 og endda 30 års jubilæum i firmaet gør stort indtryk.  

ECCOs grundlægger Karl Toosbuy begyndte produktionen af sko i Bredebro i 1963. ECCO ejes i dag af grundlæggerens datter, Hanni Toosbuy Kasprzak, og firmaet har ca. 20.000 ansatte på verdensplan. Selv for en italiener som Sebastiano har det været en ære at være en del af. 

En del af ECCO-familien 

Den store respekt mellem de ansatte og firmaets ledelse kom også Sebastiano til gode. Som praktikant følte han sig som en del af én stor familie. For selv om han kun taler en smule dansk, så oplevede han sjældent, at danskerne talte hen over hovedet på ham ved frokostbordet. ECCO er et internationalt firma, og i frokostpausen var kollegerne søde til at fortsætte på engelsk. 

Han elskede sit arbejde, hvor han foruden at arbejde med markedsføring også servicerede ECCOs internationale afdelinger med vareprøver på tasker/accessories til udstillinger.

Så han synes, at der i dette praktikophold har været en perfekt kombination af arbejde foran skærmen – og praktisk pakning af tasker, som skal rundt til forskellige lande. 

Sebastiano har forsøgt at lære så meget som muligt af sine nye kolleger på ECCO. Og han har lagt mærke til, at han som italiener taler meget og bruger mange ord. Han synes danskerne er mere præcise i deres formuleringer, og det vil han gerne lære.

Han er stolt af ECCO

Kan man så som Italiener være stolt af danske ECCO? Ja – det er Sebastiano et levende bevis på, at man kan. For den unge italiener blev så pavestolt af sin praktikvirksomhed og dens produkter.

Så stolt, at han har søgt om at fortsætte i et treårigt trainee-forløb hos ECCO, efter han har fået sit eksamensbevis.

Hvis det lykkes ham at få en af de eftertragtede pladser, vil han komme til at rejse rundt til flere af ECCOs afdelinger for at følge produktionen fra skind til sko.  

ECCO har egne garverier i Holland, Kina, Indonesien og Thailand. Så duften af skind er også at finde i administrationen til stor glæde for den engelsktalende praktikant Sebastiano, som forbinder duften med sit barndomshjem. 

Ingen hjemve

Men skal han da slet ikke tilbage til Italien? Jo, men ikke foreløbig. For hans forældre ved godt, at deres søn nok aldrig kommer tilbage til hjembyen Milano og bor.

Sebastianos udlængsel begyndte allerede, da han færdiggjorde sin ungdomsuddannelse. Og det med 100 point ud af 100.

- Mine forældre undrede sig da også over, at jeg herefter ville rejse væk. Men jeg gik efter et sted med engelsk på højt niveau, andre unge fra forskellige lande og kombinationen af teori og praksis. Det kunne jeg ikke finde på offentlige universiteter i Italien - men derimod i danske Kolding, fortalte Sebastiano. 

Sebastiano har de seneste 15 måneder arbejdet som tjener på en restaurant i Kolding, og det er de penge, han lever af nu – mens han er i praktik.

Repræsenterede IBA i konkurrence

Han synes, at han har lært utrolig meget af at gå på et erhvervsakademi. Ikke mindst fordi han har været så dygtig, at han i 2016 blev udvalgt til at repræsentere IBA på skolens såkaldte NIBS-team. (Network of International Business Schools red.) En konkurrence, som IBA har deltaget i 22 år i træk.

Hvert år udvælges fire dygtige studerende til at repræsentere skolen og de begynder allerede i efteråret at træne intensivt i at løse fiktive opgaver for virksomheder. Konkurrencen foregår på forskellige universiteter rundt om i verden, og da Sebastiano deltog sammen med tre kammerater i 2016, rejste de en uge til Texas og dystede sammen med deres to coaches, som er undervisere på IBA.

Sebastiano Finocchiaro
- Det var en kæmpe oplevelse at blive udvalgt til at være med i NIBS. Og jeg tror, at jeg lærte mere i løbet af det halve år, end jeg har gjort i resten af mit liv, fortæller Sebastiano.
Sebastiano Finocchiaro
Medlem af IBA's NIBS-team
Læser markedsføringsøkonom
Læs mere om NIBS konkurrencen her >>
Sebastiano Finocchiaro
- I praktikopholdet har der været en perfekt kombination af arbejde foran skærmen og praktisk arbejde.
Sebastiano Finocchiaro
Har været i praktik hos ECCO Sko
Har læst uddannelsen Markedsføringsøkonom
Maximilien Jacquemin
- Når man kommer gennem nåleøjet til NIBS teamet, så er det jo for at få erfaringen og arbejde sammen med andre dygtige studerende fra IBA. Og så skal jeg lige love for, at der kommer turbo på indlæringen, fordi vi træner så intenst.
Maximilien Jacquemin
Læser PBA i International handel og markedsføring
En del af NIBS-teamet 2017-2018
Læs om at være en del at NIBS-teamet >>