IBA Karriere

IBA-studerende er popcornmaskiner for KOLD-festivalen

De mange engagerede stemmer strømmer en i møde, når man træder ind på 1. salen på Godset i Kolding i oktober 2020. Under de fritlagte mørkebrune bjælker er bordene skubbet sammen i store skrå firkanter i det dybe lokale. Hver firkant udgør en del af organisationen bag projektet og ved hvert bord sidder en flok studerende. Enten siddende foran deres computere med markedsføring, økonomi eller scenografi – eller i færd med at placere flere farvestrålende Post-Its på bordene foran dem.

KOLD Festival

Festivalen foregår fra den 4. februar til den 6. februar 2021 fra kl. 17 til 21.

Den foregår både udendørs og indendørs – blandt andet på følgende lokationer: Parkeringshuset i Toldbodgade, Det gamle posthus, foran Godset og i Kolding Egnsteater (tidligere Mungo Park).

KOLD Festival vil bestå af en række musikkoncerter, men der vil også være oplevelser af mere atmosfæreskabende karakter, hvor man kan gå på opdagelse i både kunst, formidling, bæredygtighed og musik.

Der vil blive taget hensyn til alle COVID-19 retningslinjer, så det bliver en tryg og forsvarlig oplevelse at gå på festival.

Her er de studerende i fuld gang med at være kreative og komme med gode ideer.

De 36 studerende kommer fra IBA Erhvervsakademi Kolding, som har flyttet faget Event og oplevelsesdesign over på Godset. Her arbejder de som popcornmaskiner for at idéudvikle og budgettere til den kommende KOLD festival, som bliver et nyt musiktilbud til unge koldingensere i tre dage til februar.

De 36 studerer til dagligt Entreprenørskab og design på IBA – men er i fem uger venligst ”udlånt” til Rikke Molberg fra Musik Kolding. Og hun er lykkelig for sine opfindsomme entreprenører

Rikke Molberg rendte i sit netværk ind i underviser Kim Aagard Holm fra IBA. Og hurtigt fandt de to ud af, at de kunne bruge hinanden til stor glæde for både de studerende og musik i Kolding. Det er håbet, at samarbejdet mellem IBA og Musik Kolding kan gøres permanent hvert efterår, når de unge Entreprenør og design-studerende skal have faget Event- og oplevelsesdesign. 

- Den her nye KOLD festival skal foregå i en samskabende proces med unge, som er målgruppen for festivalen. Så hvis ikke jeg havde været så heldig at få det her samarbejde med IBA, så havde jeg skulle bruge mange kræfter på at finde unge, som jeg kunne sparre med om hvert delelement. Her arbejder de studerende intenst med alle aspekter af festivalen i fem uger, jubler Rikke Molberg.

Hun er eventkoordinator fra Musik Kolding og har sine egne planlægstavler ikke langt fra de unges kæmpe lokale. For sideløbende med de unges proces forbereder hun festivalen på livet løs. For først i uge 46 fremlægger de studerende deres færdige bud på indhold og struktur for hende.

IBA-studerende Carina Berg Henriksen og Sasha Köhler Jacobsen er begge projektledere for deres grupper og dermed med i styregruppen på projektet med at komme med et færdigt oplæg til KOLD Festivalen. De studerer til dagligt Entreprenørskab og design på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Rikke glæder sig

Og det glæder Rikke sig til. Hun håber at kunne bruge så meget af de unges planlægning som muligt – for festivalen breder sig over mange destinationer i Kolding. Og ikke mindst en rute fyldt med atmosfære imellem dem.

Og det musiske indhold på festivalen er noget af det, som IBA-studerende Anne Sofie Thorsen sidder og planlægger på. Hun hører selv meget musik og er derfor meget tilfreds med, at hun kom i gruppen, som står for HR og rekruttering til festivalen. Hun bekræfter det store engagement i klassen.

- Niveauet er meget højt, for vi vil alle gerne præstere det bedste, vi kan. Og her får vi jo lov at omsætte vores teori direkte i praksis. Planlægningen af KOLD er et godt eksempel på noget, som jeg selv kunne komme til at sidde med som færdiguddannet. Det gør det så lærerigt, fortæller Anne. 

KOLD Festivalen fortsætter fremover

KOLD Festivalen er kommet for at blive, for Rikke Molberg og Musik Koldings bestyrelse ønsker at gøre den permanent. Den kommer blandt andet til at foregå indendørs på det gamle Mungo Park – nu Koldings Egnsteater. Men udendørs i P-huset på Toldbodgade og på pladsen foran biblioteket ved banegården. På den måde skal den få de unge musikelskere til at sive rundt i byen for at høre forskellige musiske stilarter. 

Læs mere om uddannelsen entreprenørskab og design >>