Flere end 400 besøgende kom og så IBA
Lørdag d. 28. september slog IBA dørene op for byens borgere og naboer, som gerne ville ind og se IBAs nye hus. De besøgende trodsede regnbygerne og strømmede til mellem kl. 14 og 17.
Helt ude ved Sdr. Havnegade blev de mødt af den første IBA-ansatte iført orange refleksvest og IBA paraply. Og inde på pladsen stod den næste klar til at hjælpe med at finde en ledig parkeringsplads.
9.000 kvadratmeter
Når man kommer ind af hovedindgangen, kan man tydeligt se de ovenliggende etager.
Der er træbeklædte elevatorskakte og flere "markedspladser" i bygningen.
Skolens nerve er den videnstrappe, som forbinder de forskellige universer inde i bygningen. Trappen kan også ses udefra.
Vel inde i huset blev gæsterne igen modtaget af et veloplagt personale, som bød dem velkommen og hjalp dem af med den våde paraplyer og dryppende regnjakker. Herefter blev de præsenteret for, hvad de kunne se og opleve rundt i huset på alle 7 etager. Og hvordan de i stueetagen både kunne høre levende musik, besøge de studerendes fredagsbar ”Kongressen” og ikke mindst tage for sig af det overdådige kagebord med kaffe til.
IBA var "pyntet med" studerende i orange T-shirts, medarbejdere med orange parkeringsveste og guides med orange keyhangere til at vise rundt.
Mange besøgende gik langs videnstrappen og mødte de forskellige uddannelser – sluttende på toppen, hvor der er udsigt over Kolding Fjord og Kolding By.

Flere af de nysgerrige gæster er naboer til det nye hus – og havde fulgt processen lige siden IBA rev de gamle lagerbygninger ned, som tidligere lå på grunden. For dem var det sjovt at se, hvordan det hele så ud indefra.

254 bøger! Så mange bøger var der i bogbjerget foran IBAs bibliotek, da IBA slog dørene op til ”Kom og Se”. Mere end 300 personer var med i konkurrencen om at gætte, hvor mange bøger vores bibliotekar, Connie, havde stablet op til et ’bogbjerg’.
30-10-2019 |