Emil og Mikkel følges ad to år til Shanghai
De har fulgtes ad siden, de gik i børnehave. Både i folkeskolen i Aabenraa og på efterskolen.
For nogle år siden begyndte de også samtidig på markedsføringsøkonom-uddannelsen på IBA i Kolding. På engelsk. Så selvfølgelig skal de to kammerater, Emil Rauff og Mikkel Nicolaisen, også sammen to år til Kina.
Fakta
Euro-Asia Business Management:
- Uddannelsen tager 4 eller 4 ½ år.
- Du læser markedsføringsøkonom i 2 år på IBA efterfulgt af 2 år på Shanghai Lixin University of Accounting and Finance.

Emil Rauff (t.v.) og Mikkel Nicolaisen læser begge uddannelsen "Euro-Asia Business Management" på IBA.
De to gutter på henholdsvis 20 og 21 år er i juni 2016 blevet færdige med de to første år på IBA. Og det blev afsluttet med eksamensbeviser som engelsktalende markedsføringsøkonomer til dimissionen på Koldinghus.
At de har valgt at rejse til Kina i to år er en plan, de har lagt, mens de har gået på IBA. For det var i begyndelsen af deres uddannelse i Kolding, at de hørte om muligheden for at læse en såkaldt Euro-Asia Business Management. En bachelor med beviser fra både danske IBA og Shanghai Finance University i Kina.
- Det asiatiske marked er stort og voksende. Og i dag er man jo nødt til at skille sig ud. Så vi synes, at det her er en god mulighed, forklarer Mikkel Nicolaisen og pointerer, at det også handler om at komme ud af sin comfort-zone og ud i noget ukendt.
- Og så er der ikke så mange, der tager til Kina, tilføjer Emil Rauff.

De er netop blevet færdige med den første del som engelske markedsføringsøkonomer. Nu går turen videre til Shanghai.
De to kammerater har sammen med en studiekammerat fra IBA startet en paintball-bane i Fredericia. Den skal de lige have afviklet, inden de tager afsted. Mikkel håber, at de får banen solgt, inden de rejser.
Emil efterlader også sin kæreste i Danmark.
- Hun synes da, at jeg skal tage af sted. Fordi det er en enestående mulighed og chance at få. Men jeg håber, at jeg kan komme hjem nogle gange hvert år og besøge hende. Og så kommer hele vores familie også over til os på ferie næste sommer i Shanghai, forklarer Emil Rauff med et lille smil.
Han og Mikkel drømmer om en dag at sidde i stillinger i private virksomheder, som handler med det asiatiske marked. De vil gerne stå for markedsføring og handel. Det må gerne være virksomheder i Europa, som har en del rejseaktivitet til Asien.
Men først gælder det to år på universitetet i Shanghai. Herefter kommer de hjem til IBA i Kolding og skriver speciale.
15-08-2016 |