Dimission
Camilla fandt både webshop-job og kæreste på IBA
26-årige Camilla Enevold Marras er gået direkte fra sin uddannelse hos IBA og ud i fast job. Hun er blandt de første 28 studerende, som i januar 2022 har afsluttet en professionsbachelor i e-handel på akademiet i Kolding.
Fakta
En analyse fra Dansk Erhverv viser at:
- I det første halvår af 2021 voksede e-handel med 26 procent.
- Omsætning i det halvår landede på knap 94 milliarder kroner.
Og det var til trods for, at både rejse- og kulturbranchen var hårdt ramt af nedlukninger i store dele af året.
Det er den virkelighed, de nye bachelorer i e-handel nu træder ud i.
- Jeg synes e-handel er spændende, fordi jeg godt kan lide at nørde med detaljerne og altid forsøge at optimere og effektivisere. I en webshop er der hele tiden noget, som kan forbedres, testes og finpudses, når det for eksempel gælder ens design eller brugerens oplevelse. Og det giver blod på tanden, når man kan se, om ændringerne virker, og der kommer flere købere i butikken, siger hun.
Camilla kommer fra en toårig uddannelse som markedsføringsøkonom, hvor hun var i praktik i en virksomhed, der blandt andet drev en webshop med salg af boligartikler og livsstilsprodukter. Det var her, hun først fik smag for faget.
Hun valgte efterfølgende at søge ind på uddannelser indenfor e-handel i både hjembyen Odense og i Kolding. Camilla blev optaget i begge byer, og hun endte med at foretrække den daglige togtur til IBA i Kolding. Den blev brugt på enten at forberede sig på undervisningen eller bare sidde i en stillekupé med ørebøffer på og nyde musikken og en varm coffee-to-go.
- Jeg kendte ikke nogen i Kolding på forhånd, så jeg tænkte: Hvorfor ikke bare prøve det og få mig et helt nyt netværk. Det har jeg ikke fortrudt. Jeg har fået mange gode kontakter, haft et megafedt forløb, og jeg har også fundet min kæreste her, så det var en god beslutning at vælge Kolding, smiler hun.
Og ikke nok med det. Camilla forlader også IBA med en jobkontrakt i hænderne. Hun blev straks fastansat hos reklame- og kommunikationsbureauet STEP, hvor hun undervejs i sit forløb var i praktik i tolv uger. Her fik hun ansvar for at drive webshoppen for en tøjkæde, der var kunde hos STEP.
- Praktikken gav mig erfaring, som jeg kunne bruge på uddannelsen. Og omvendt lærte jeg en masse teori hos IBA, som jeg kunne gå direkte ud og bruge i webshoppen og hjælpe med at gøre den mere synlig for kunderne, fortæller Camilla, som efter sin eksamen kan fortsætte som fastansat hos STEP med fokus på e-handel og webshop:
- Jeg har ikke altid vidst, at det var e-handel, jeg ville, men det har alligevel vist sig at være den helt rigtige vej for mig. Jeg føler også, at det er meget bredt, hvad jeg kan komme til at arbejde med, så jeg er ikke låst fast i en specialstilling, hvor jeg skal arbejde med det samme hele tiden.
Camilla er i øvrigt ikke ene om at have job, efter at hendes eksamen i e-handel kom i hus. Flere end halvdelen af det allerførste hold fra IBA havde enten skrevet ansættelseskontrakter eller startet egne virksomheder, endnu før de dimitterede som professionsbachelorer i e-handel.
At statistikken viser, at der er rift om de nyudklækkede professionsbachelorer i e-handel glæder Anne Dorthe Larsen, der underviser på IBA’s uddannelse.
- Det har overrasket mig positivt, for statistikken tegner et spændende mønster, som viser, at vi har gjort et godt stykke arbejde i forhold til at uddanne studerende til det behov, som er derude, siger hun.
- De træder ud i marked i vækst, hvor der er en større bevidsthed om e-handel, uanset om det drejer sig om små eller store virksomheder. Man er blevet opmærksom på de muligheder, der ligger her. Hvem ville have troet bare for få år siden, at man i dag kan handle biler online? siger Anne Dorthe Larsen.
31-01-2022
Kontakt
