Finalist i Årets IBA Praktik 2022
Lena ser på familievirksomhed med friske øjne
De kraftige maskiner brummer lystigt, når man går gennem fabrikslokalerne hos Blue Wave i Haderslev. Over alt er rustfri stål-komponenter i forskellige størrelser og faconer undervejs i produktionen, og det bliver til tusindvis af slagsen i løbet af en arbejdsdag. Mange bliver siden sendt til søs, fordi Blue Wave i stor stil er leverandør til maritime virksomheder, der fremstiller sejlbåde.
Fakta
Foruden Lena er der fire andre finalister:
- Emma Sloth Nielsen, praktikant hos Adria Caravan i Kolding
- Sif Landmark, Praktikant hos Prik & Streg i Kolding
- Simon Langendorff, praktikant hos Sydbank i Aabenraa
- Carina Munch, praktikant hos Aarsleff Rail i Viby J ved Aarhus
Læs mere om konkurrencen Årets IBA Praktik 2022 >>

- Produktionsteknolog er en alsidig uddannelse. Jeg kan jo gå ind som alt fra værkfører til teknisk tegner, hvis det er det, jeg har lyst til, siger Lena Gren Pohl, der her er i samtale med Kenneth Birk Larsen.
29-årige Lena Gren Pohl viser hjemmevant rundt og hilser på alle lige fra svejseriet til lageret, hvor de færdige komponenter pakkes og sendes ud til virksomheder i hele verden.
- Min oplevelse er, at her er vi som én stor familie. Strukturen er helt flad, så hvis man har brug for at tale med direktøren, kan alle banke på hans dør. Det kommer måske af, at det er en virksomhed, der er gået i arv gennem tre generationer, siger Lena.

29-årige Lena Gren Pohl er vokset op i Øsby, og i dag bor hun i Haderslev med sin mand og to børn. Hendes mand er ansat hos Blue Wave.
Set på med friske øjne
Hun er tidligere uddannet maskinsnedker, og bagefter har hun valgt at studere Produktionsteknolog hos IBA i Kolding. Efter tolv ugers praktik i Haderslev har hun valgt at indstille sit ophold hos Blue Wave til titlen som Årets IBA Praktik 2022. Indstillingen glæder naturligvis kollegaen Kenneth Birk Larsen, der er Supply Chain Manager i Haderslev-virksomheden, som i flere år har haft vokseværk.
- Lena har været en positiv oplevelse for os. Det betyder meget at få friske øjne til at se på os udefra, for så får man stillet nogle af de spørgsmål, der ofte ikke er tid til i en travl hverdag, siger Kenneth Birk Larsen.
Sammen med Lena fik han snittet praktikopholdet til, så der var mulighed for at gribe fat i enkelte, større opgaver – og stadig have tid til at få dem fuldført i løbet af hendes tid i virksomheden. Det gjaldt blandt andet en digitalisering af de håndskrevne manualer, der hidtil har været brugt, når maskiner er gjort klar til en ny produktion i standseafdelingen.
- Det er en løsning, som er med til at give noget gejst, fordi alle kan se, at det er med til at gøre arbejdet nemmere. Jeg synes, det er et godt eksempel på, at man kan få skabt nogle gode synergier hos os, samtidigt med at man hjælper et ungt menneske med en praktikplads, siger Kenneth Birk Larsen.

Under sin tidligere uddannelse som maskinsnedker har Lena Gren Pohl lært at arbejde med træ, så det har været en lidt anden verden at træde indenfor hos Blue Wave, hvor det er metal, man arbejder med.
Job er ingen bekymring
Det kommer også til at kræve en metodisk tilgang, når Lena efter sin praktik fortsætter på virksomheden for at lave sin hovedopgave. Her skal hun forsøge at dokumentere, hvorfor nogle enkelte stålkomponenter bliver ru i stedet for blanke, selv om overfladebehandlingen er helt den samme som i resten af produktionen. At løse det mysterium vil kræve, at hun bid for bid undersøger og dokumenterer hver enkelt arbejdsgang i forløbet.
- Det er et problem, som de fik nævnt allerede den første dag herude. Så jeg tænker, det kunne være sjovt at se, om jeg kan finde ud af, hvorfor fejlen opstår i nogle tilfælde, men ikke i andre, siger Lena.
Resultatet ender som en hovedopgave, hun skal forsvare til sommer. Når eksamen er i hus, ser hun frem til at skulle arbejde som uddannet Produktionsteknolog. Hun har allerede fem meget forskellige stillinger i kikkerten, og hun forventer faktisk ikke, at det bliver vanskeligt at få job.
- Det er ikke noget, som bekymrer mig, fastslår Lena og uddyber:
- Fordelen ved uddannelsen er, at som produktionsteknolog kan man bruges alle steder, hvor man arbejder med processer. Det behøver ikke engang være i en produktion, så det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Jeg forestiller mig, at man for eksempel lige så godt kan få et arbejde inden for det offentlige, hvor man arbejder med at gøre sine processer så effektive som muligt.

- Jeg er meget optaget af, hvordan processerne fungerer, og hvordan man analyserer og ændrer på arbejdsgange, sådan at vi hele tiden forsøger at komme til at arbejde så hensigtsmæssigt som muligt, siger Lena Gren Pohl.
Blue Wave
Blue Wave er en markant virksomhed i Haderslev. Firmaet har hele verden som sin markedsplads. Den har flere årtiers erfaring i at producere i rustfrit stål.
Blue Wave udvikler, producerer og sælger business to business-løsninger indenfor rustfri opspændings-komponenter, der anvendes af maritime og industrielle virksomheder.
Firmaet holder til på H.C. Ørstedsvej i Haderslev.
12/04/2022
Kontakt
