Sociale medier og content
Vil din virksomhed lægge et opslag på sin LinkedIn-side én gang om ugen? Så har du brug for 52 forskellige stykker indhold på et år. Det er en udfordring for mange.
Dette fag er svaret, fordi du lærer at udvikle indhold til de forskellige sociale medier.
På akademifaget Sociale medier og content lærer du at planlægge og skabe indhold til en række gængse og en række mindre kendte sociale medieplatforme.
Dit arbejde med sociale medier bliver mere målrettet og effektivt, fordi du lærer centrale begreber og den terminologi, der hører til faget.
Formålet med fager er nemlig, at du skal kende og kunne bruge begreber, metoder og værktøjer til at planlægge virksomhedens indsats på sociale medier samt kunne bruge dem i praksis.
Derfor skal du også kunne analysere og vurdere indholdets effekt, du skal kunne planlægge, hvad I skal lægge på hvor og hvornår – og du skal ikke mindst kunne skabe indholdet.
Kort sagt: Du lærer at anvende og drifte kanaler på en række sociale medier.
Faget Sociale medier og content er en del af Akademiuddannelsen i Salg og markedsføring, men kan også læses som et selvstændigt fag.
Du får bl.a. viden og forståelse for
- Trends og tendenser inden for sociale medier.
- Digital markedsføring via sociale medier.
- Indholdsproduktion, nyhedsbreve og influencer marketing.
- Webanalyse af content performance.
Værdi for dig
- Du får redskaber til at kunne vurdere og udvælge indhold til forskellige sociale medier i relation til online salg og markedsføring.
Værdi for din arbejdsgiver
- Med dette fag kan du ved at udvikle en sociale medier-strategi sikre virksomhedens professionelle tilstedeværelse på de sociale medier, som er relevante for den.
- Du kan nemlig vurdere potentialet for brugen af sociale medier i en konkret situation samt opstille og udvælge forskellige løsningsmodeller i forhold til online salg og markedsføring.
Målgruppe:
Sociale medier og content er et oplagt valg for dig, der allerede arbejder med virksomhedens sociale medier og som føler, at du har brug for ny viden og inspiration til at bevare nerven i det indhold, du skaber.
Faget er også yderst relevant for dig, der har brug for mere praktisk viden om sociale medier – måske har du teoretisk tung uddannelse bag dig, eller måske er du uddannet på et tidspunkt, da der var mest fokus på den trykte markedsføring.
Endelig kan du naturligvis også tage faget, hvis du gerne vil kvalificere dig til at arbejde med digital markedsføring og kommunikation.
Niveau
Faget er en del af Akademiuddannelsen i Salg og markedsføring. En akademiuddannelse svarer til en kort videregående uddannelse. Du kan tage faget som en del af din uddannelse eller som et selvstændigt kursus.
Du kan med stor fordel vælge et "Indledende kursus" før eller sideløbende med, at du deltager på et fagmodul.
Vi gør særligt opmærksom på, at der er projektskrivning i fagmoduler, som afsluttes med mundtlig eksamen.
Er det længe siden, at du senest har skrevet en projekt-(opgave), så er det en god investering med et "Indledende kursus i studieforberedelse, studieteknik og projektskrivning". Her lærer du både om studieteknik og forskellige facetter i projektskrivning.
Økonomi & Tilskud
Der findes en række kompetencefonde, som kan give tilskud til din efteruddannelse. Det reducerer virksomhedernes udgifter til efteruddannelse.
Vidste du fx, at langt de fleste, der er omfattet af en privat overenskomst på LO-området, har ret til gratis uddannelse?
Hvis du er i job, kan du også søge Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU) til rigtigt mange af de uddannelser, du finder på IBA Erhvervsakademi Kolding.
Er du faglært eller ufaglært, har du mulighed for at få betalt din efteruddannelse på akademiniveau med op til 10.000 kr. om året.
Læs mere om dine muligheder for tilskud til efteruddannelse.
Realkompetencevurdering
Har du viden og erfaringer, men aldrig fået et papir på det? Så bør du overveje at få en realkompetencevurdering.
Realkompetencer er den viden, de færdigheder og de kompetencer, du på forskellig vis har erhvervet uden for det officielle uddannelsessystem. Hvis du får anerkendt disse kompetencer, får du et bevis.
Afmeldingsbetingelser
Eventuel afmelding til uddannelsen kan ske gebyrfrit indtil 14 dage før undervisningsstart. Sker afmelding herefter og frem til uddannelsesstart, bliver du faktureret DKK 500,- i afmeldegebyr. Afmelder du dig efter uddannelsesstart, faktureres det fulde beløb.
Ved dokumenteret sygdom, afslag på Statens Voksen Uddannelsesstøtte (SVU) eller afslag fra a-kasse/jobcenter, kan afmelding ske gebyrfrit helt op til første undervisningsdag.