Malene har også lokket sin mand til at uddanne sig online
Malene Stentebjerg havde boet i USA i flere år sammen med sin danske mand, da hun for to år siden ønskede sig noget mere uddannelse. Hun undersøgte markedet i USA – men synes ikke, at niveauet var højt nok.
Så hun vendte blikket mod sit hjemland og forelskede sig i muligheden for at læse online på IBA i Kolding. Her kunne hun læse en Master of Science in International Business (E-MSc). Ved at gøre det online kunne hun sidde på sit amerikanske kontor og studere i Danmark.
Master of Science in International Business
På online udgaven af masteruddannelsen i International Business, også kaldet E-MSc, får du kompetencer inden for bl.a. ledelse, strategi, handel, økonomi og marketing.
Uddannelsen er for dig, der ønsker at styrke dine lederkompetencer og internationale karrieremuligheder.
Uddannelsen vil udvide og opdatere din nuværende værktøjskasse, så du er klædt godt på til at varetage virksomhedens ledelsesmæssige og internationale udfordringer langt ind i fremtiden.
Undervisningen på uddannelsen foregår på engelsk.
Valgte en uddannelse der ville stille hende godt
- Jeg valgte en dansk online masteruddannelse, fordi en dansk uddannelse stiller mig bedre – og gør mig mere attraktiv, end en amerikansk uddannelse ville gøre, siger Malene.
IBA udbyder uddannelsen sammen med Leeds Beckett University, så derfor kunne Malene iføre sig ”cap and gown” (engelske kappe og hat red.), da hun dimitterede i slutningen af juni 2017 og fik overrakt sit eksamensbevis fra IBA.

Det var da Malene var i praktik som markedsføringsøkonom, at hun mødte sin danske mand Michael – i USA. Siden bosatte de sig sammen derovre.
Tilbage i Danmark
Ved dimissionen var meget sket. For Malene var i mellemtiden lige flyttet tilbage til Danmark sammen med sin danske mand på grund af hans arbejde.
Her har hun fortsat arbejdet som projektkonsulent for det danske firma Dafa A/S, som ligger i Aarhus. Nu er Malene bare kommet tættere på, da parret har bosat sig i København. Malene pendler så til Aarhus et par gange om ugen.

Malene og Michael mødte hinanden i USA – og læste siden en HD sammen. Selv om studiet ofte omtales som ”et skilsmisse-studie”, så havde HD’en den modsatte effekt på Malene og Michael, som efterfølgende giftede sig.
Manden følger trop
Og så er hendes mand, Michael Stentebjerg, også begyndt at uddanne sig online på IBA. For efter at have hørt hustruens varme anbefalinger, er han gået i gang med en MBA in General Management (E-MBA). Også online – så han kan læse fra sit eget kontor i København.
Mens han de næste halvandet år skal sidde begravet i studierne i fritiden – har den 30-årige Malene planer om at læse noget så afslappende som spansk. Det har hun altid drømt om at kunne.