Aftenhold

Idas nye viden har gjort hende dygtigere. Det giver selvtillid

Ida Fey arbejder med leverandørstyring og har især fokus på nøgleleverandørerne hos Sapa i Tønder. Virksomheden er en del af Sapa Group, som er verdens største leverandør af løsninger i aluminium. 

Idas job er en blanding af indkøb og kvalitetssikring, men hun ville gerne være bedre til det. Så hun begyndte i foråret at se sig om efter den rette videreuddannelse.

Pludselig var den der. 

Strategisk indkøb på aftenhold

Læs mere om faget Strategisk indkøb>>

Strategisk indkøb, som Ida har læst, er en del af akademiuddannelsen Akademiuddannelse i International transport og logistik.

Se mere om hele uddannelsen>>

Ida fik betalt faget Strategisk indkøb af sin arbejdsgiver og skulle så til gengæld læse det i sin fritid på aftenhold. 

Hun fandt faget: Strategisk indkøb hver tirsdag aften fra kl. 18.00 til 21.30 på IBA i Kolding.

Kontoruddannede Ida planlagde efter, at det ville gøre hende mere vidende og med tiden give hende større ansvar og flere udfordringer på sit arbejde. 

Ida var frisk på køretur

Hun bor i Højer, i det nederste venstre hjørne af Jylland, så det kræver standhaftighed at sætte kursen mod Kolding hver tirsdag direkte efter arbejde.

Men det var hun fast besluttet på, så det kom bare som en ekstra bonus, da hun ved et tilfælde fandt ud af, at en af hendes veninder også skulle til at læse på IBA. 

De to slog køreturene sammen og skiftedes til at hente hinanden direkte efter arbejde. Idas arbejdsplads, Sapa, ligger i Tønder, og venindens i Bredebro, så de måtte afsted kl. 16.30.

To popcornmaskiner

På vejen nordpå drøftede de stort og småt. Og på vejen hjem mindede de mest af alt om to popcorn-maskiner, som sprudlende over med alt det nye, de havde lært. Ikke mindst Ida:

- Jeg fik så meget ud af det allerede fra første dag. Jeg kunne sidde i undervisningen og tænke ”Ej, det er jo lige det, jeg gør”. Og næste dag på arbejdet kunne jeg gå direkte ind og bruge det ekstra, jeg havde lært, fortæller den 23-årige pige begejstret.

Ida Fey brænder for at arbejde med leverandører. Stort ansvar og udfordringer motiverer hende, og hun er klar til at læse det næste fag i Akademiuddannelsen i International transport og logistik

Hun lærte af de andre på holdet

Ida havde stor glæde af at høre de andre i klassen fortælle om opgaver og oplevelser fra deres arbejde: 

- Vi lærte en masse af hinanden. Jeg kunne jo høre, at de sad med nogle af de samme udfordringer, som jeg gør. På den måde hjalp vi hinanden med at få praksis på teorien.

Ida er udlært på kontoret på Sapa, som hun kom til efter at have afsluttet sin ungdomsuddannelse. Læretiden foregik mest i salgsafdelingen, men til slut sad hun i et halvt år i kvalitetsafdelingen. Så hun blev vildt glad, da Sapa efterfølgende tilbød hende fast arbejde med leverandørstyring. 

Hun er blevet bedre til sit arbejde

Og med sit nye akademifag føler Ida sig endnu bedre rustet til at passe sin faste stilling:

- Jeg kan helt sikkert bedre udføre mine arbejdsopgaver efter at have læst faget. For på nogle områder ved jeg nu mere, end de andre her i afdelingen. Det har rykket mig meget og givet mig mere selvtillid. 

Ida har fortalt kolleger og veninder om sine gode erfaringer med at læse, for hun synes, at det er vigtigt at holde sig i gang – også fagligt. 

Glade mennesker gjorde hende klar

Så selv om klokken godt kunne blive 23.00 inden, hun var hjemme ved kæresten i Højer, så var det det hele værd. For allerede næste dag kunne hun bruge det, hun havde lært.

Og den lange dag med både studiet, job og transport klarede hun med bravur.

- Når jeg trådte ind på skolen om aftenen og mødte min underviser Hanne og en masse andre søde mennesker, så var jeg ligesom bare klar. Og vores underviser var god til at holde en pause efter de første 45 minutter og sige, at nu var det tid til at få noget kaffe og noget mad. Så det holdte os i gang, fortæller Ida.

Læs mere om Strategisk indkøb>>

Se oversigten over alle aftenhold>>  (kryds selv af i aftenhold) 

Kontakt

  • Jane Boysen Damgaard
    Jane Boysen Damgaard
    Uddannelseskoordinator. Diplomuddannelser og Akademiuddannelser
  • Marianne Rasmussen
    Marianne Rasmussen
    Uddannelseskoordinator
Ida Fey
23-årige Ida Fey læste Strategisk Indkøb i foråret 2017 og sugede viden til sig på studiet. Det gav pote, for til eksamen kunne hun høste et flot 12-tal. Nu vil hun læse det næste fag i akademiuddannelsen.
Ida Fey
Leverandør styrer hos Sapa
Har læst faget Strategisk indkøb på aftenhold