- Uddannelse er en meget vigtig nøgle til bæredygtighed og grøn omstilling
Danske virksomheder – fra de helt små til de allerstørste - skal have succes med bæredygtighed og grøn omstilling. Det er afgørende, hvis de skal leve op til de krav, som allerede findes. Og til dem, der er på vej.
Derfor udvikler IBA Erhvervsakademi Kolding hele tiden nye fag, der kan hjælpe virksomhederne med at løfte den store opgave. Det er efteruddannelse både på akademi- og diplomniveau. Også i de bestående fag bliver bæredygtighed og grøn omstilling tænkt ind, så det bliver en del af pensum hele vejen rundt.
Bæredygtighed og grøn omstilling på IBA
På IBA er det muligt at tage en fuld akademiuddannelse i Bæredygtighed og grøn omstilling. Uddannelsen består indtil videre af tre obligatoriske fag - Bæredygtig forretningsforståelse, Klimaregnskaber og Grøn omstilling i praksis – samt valgfagene ESG-rapportering og Ledelse af bæredygtig udvikling. Der vil komme flere fag til.
Samtlige AU-fag kan også tages enkeltvis. Du kan læse mere om dem her
IBA har også en lang række fag på diplomniveau, der har Bæredygtighed og grøn omstilling som fællesnævner. Du kan læse alt om dem her
Samtidig bliver der kontinuerligt arbejdet på at tænke bæredygtig og grøn omstilling ind som en fast del af al efteruddannelse på IBA.

- Bæredygtighed og grøn omstilling har betydning for alle virksomheder. Udviklingen vil kun komme til at gå hurtigere, for hele verden vil i den retning. Det fastslår Alis Sindbjerg Hinrichsen, som er en erfaren underviser og en stærk stemme i debatten om bæredygtighed og grøn omstilling. Hun underviser på IBA i faget ”Bæredygtige forretningsmodeller”.
Sammen med anvendelse af ny teknologi er uddannelse en meget vigtig nøgle til bæredygtighed og den grønne omstilling. Det mener Alis Sindbjerg Hinrichsen, der er ekspert på området og gennem flere år har undervist medarbejdere, som skal hjælpe deres virksomheder gennem de store forandringer. Det har hun blandt andet gjort på IBA, og Alis glæder sig over, at der er ”mere og mere på hylderne”, hvis man vil sende medarbejdere eller ledere på efteruddannelse.
- For det betyder jo, at det er blevet nemmere at finde relevant uddannelse for de medarbejdere, som bagefter skal massere bæredygtighed og grøn omstilling ind i organisationen. Det er også dem, som skal hjælpe med at prioritere indsatsen, for som lille eller mellemstor virksomhed kan man jo ikke sætte ind på alle tangenter på én gang, siger den rutinerede underviser.
Ansatte bekymrer sig om klima
Fra sine egne hold i faget ”Bæredygtige forretningsmodeller” oplever Alis, at de studerende møder op med stor entusiasme og ser frem til at komme i gang.
- De studerende vil have konkrete værktøjer at arbejde med, og det er også dét, de får. Vi terper ikke udelukkende teori. Der er stort fokus på at gentænke deres egne forretningsmodeller, og det er også dem, de går til eksamen i, siger hun.
Og det er en dagsorden, som nyder bred opbakning. Det viser en ganske ny undersøgelse, som Deloitte har gennemført blandt 23.000 lønmodtagere i 44 lande. Her fortæller 40 procent af de adspurgte, at de har valgt at skifte job – eller overvejer at gøre det – fordi de bekymrer sig om klimapåvirkningen i deres nuværende virksomhed.
- Der er en bevægelse i gang i arbejdsstyrken, som er ret vild. Og den omfatter ikke kun de unge mennesker. Jeg er overbevist om, at det er en bevægelse, som vil være med til at drive udviklingen fremad, forudser Alis.
Vi er forbi ”The tipping point”
Det samme vil de EU-regler, som gradvist bliver flere og skrappere. De kommer til at stille krav til virksomheder i alle brancher, forklarer Alis, der selv skrev sin første bog om bæredygtighed og grøn omstilling i 2010. Dengang var det sværere at få virksomhedernes opmærksomhed, husker hun.
- I dag er det anderledes. Vi har passeret ”the tipping point”, siger Alis og uddyber:
- Bæredygtighed og grøn omstilling er allerede blevet hverdag for mange, og det kan man lige så godt indstille sig på, hvis man vil overleve som virksomhed. For der er skærpede krav på vej, som vil omfatte alle. Det begynder med de store virksomheder, som straks vil stille krav til deres underleverandører. På den måde vil kravene sprede sig fra oven og ned, forudser hun.
Farvel til industrialderen
Og Alis skynder sig at tilføje, at omstillingen ikke blot er krævende og fordyrende. Den rummer også store muligheder, som virksomhederne bør gribe.
- Vi må forlade den gamle logik fra industrialderen, for det er ikke længere nok, at vi gør så lidt skade som muligt. I dag er vi nødt til at drive vores virksomheder til gavn for klimaet og samfundet. Men konkurrencedygtighed er stadig et vigtigt parameter, og vi skal også stadig tjene penge. Vi skal bare gøre det på en forsvarlig måde, så vi samtidig passer på vores planet og det samfund, vi er en del af.
09/06/2023
Kontakt
