Maj 2021

Sofie Andersen

Blå Bog

  • Navn: Sofie Andersen
  • Nationalitet: Dansk
  • Uddannelse: Financial Controller
  • Dimitterede: Sommer 2020
  • Nuværende Job: Controlling Assistant hos Lidl Danmark 
  • Født: 1996

Fem ord der beskriver IBA

  • Åben
  • Hjælpsom
  • Dedikeret
  • Lærerigt
  • Sjov

Hvem er jeg 

Jeg er født og opvokset i Vejle, hvor jeg stadig bor den dag i dag. Her bor jeg sammen med min kæreste og vores Rottweiler Ninya. Jeg har hele mit liv boet i Danmark, og jeg taler dansk, engelsk og tysk.
Inden jeg begyndte på IBA, har jeg gået på HHX. Efter HHX tog jeg på universitetet for at læse en HA. Men det var bestemt ikke en måde for mig at lære. Jeg droppede ud og begyndte at arbejde som tjener, hvilket jeg havde gjort gennem min studietid på HHX, da jeg ikke var helt sikker på hvad fremtiden skulle bringe for mig.

Min tid på IBA 

Jeg tror altid jeg har haft en klar ide om at jeg skulle arbejde med økonomi, hvilken form var et lidt andet spørgsmål. Jeg så et opslag på Facebook om at IBA holdt åbent hus hvilket fik mig til at undersøge om de havde uddannelser indenfor økonomi. Jeg fandt også ud af, at det ikke var den samme stramme form for undervisning, som jeg ikke kunne lide fra universitet. Jeg tog derfor min kæreste med i hånden og tog ned og hørte om de forskellige uddannelser. Det var her jeg første gang hørte om Financial Controller uddannelsen.
Jeg fandt hurtigt uddannelsen utrolig fascinerende, da det var alt det jeg godt kunne lide fra HHX, men uden at jeg skulle have om salg og service, som jeg ærlig talt ikke interesser mig for.

Jeg valgte at søge ind på IBA primært grundet uddannelsesformen. Det med, at man får lov til at bruge det man lærer i praksis, og at man får lov til at komme i praktik, tiltalte mig rigtig meget. Jeg kunne få lov til at udfordre mig selv og min viden i praksis og ude i den virkelige verden.

Dét jeg bedst husker fra min studietid
En af mine stærkeste minder fra min tid på IBA, er da jeg var Co Host for International Week. Det var virkelig en sjov uge, hvor jeg mødte en masse skønne mennesker fra andre lande, og herigennem lavede et projekt sammen. Dette var virkelig udfordrende. Især fordi vi dagen før vores fremlæggelse spillede Beer Pong turnering - det kan jeg ikke anbefale at man gør, for det er lidt hårdt at fremlægge med tømmermænd.
Jeg kan dog helt sikkert anbefale at man deltager i International Week på IBA, det giver minder for livet.

Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem har haft et foretrukket fag eller underviser på IBA. På Financial Controller uddannelsen kommer man igennem så mange forskellige og spændende fag, måske hvis jeg skulle vælge, vil det være Erhvervsøkonomi eller Makro økonomi. Da jeg virkelig fik lov til at dykke ned i nogle tal.
Når det kommer til underviserne, så har jeg haft de bedste undervisere nogensinde på IBA. De har alle sammen været virkelig hjælpsomme, og man kan mærke, at de gerne vil deres studerende det bedste, og de går virkelig langt for at du nok skal komme igennem, hvis du har det svært eller andet. For at nævne et par stykker: Søren Hornbak har altid kunne bringe et smile frem, da han simpelthen bare altid er så glad. Henrik Semmelin Sønnichsen har en fed humør som han benytter i hans undervisning, og ham kan man bestemt godt joke med. Finn Sander har en skæv og sjov personlighed, men han går virkelig op i hans studerende, det var noget jeg kunne mærke da han var mentor for mig til min hovedopgave. Han er sådan en bamsefar at være til eksamen ved, især hvis man skal op som en af de første, så har Finn rigtig travlt med at spise morgenmad. - hvilket hjælper lidt på ens nervøsitet.

Sådan ændrede min tid på IBA mig
IBA har helt sikkert ændret mig igennem de 2 år jeg har gået der. Jeg startede på uddannelsen med en ide om hvad jeg ville, og endte med at gå en helt anden retning. Det har været 2 gode år, hvor jeg har mødt venner for livet, fået en masse ny viden, og blevet endnu mere glad for det jeg laver i dag. Den uddannelse jeg har taget på IBA giver mig mulighed for videreuddannelse og det sætter jeg stor pris på. At slutte uddannelsen med et praktikforløb hjælp mig virkelig meget da jeg startede på mit nuværende arbejde. For fra praktikken kendte jeg allerede til det at arbejde på kontor.

Min karrierevej 

Jeg blev færdig i juni 2020 og startede på mit nuværende job ved Lidl Danmark i september 2020.
Så der gik ikke længe fra jeg dimitterede til jeg var i job. Tiden derimellem brugte jeg på at holde lidt ferie for lige at få en pause for det hele, og derefter gik jeg i gang med jobsøgning.
Mit år efter min dimission er derfor blevet brugt på at lære mine nye kollager og mit nye arbejde at kende.

Jeg er blevet ansat ved Lidl Danmark som Controlling Assistant. I Controlling afdelingen er jeg en del af et mindre team som primært sidder med ”reporting and analytic”.

En typisk arbejdsdag for mig
Mine dage er langt fra ens. Nogle af de opgaver som er relaterede til reporting og analytic går dog igen fra uge til uge, måned til måned osv.
En typisk uge for mig bliver brugt på opgaver som omsætnings reporter, analysering af vores Non Food salg og kampagner, Cost-Analysis, analyser af vores Top/Flop varer, analysere hvordan de forskellige butikker og salgs- og distriktschefer klarer sig på de forskellige KPI. Hvordan omsætningen er i vores nye og ombyggede butikker i forhold til de butikker der ikke er bygget om. Så der sker masser af forskellige ting i løbet af en uge/måned. Derudover er der run på ved månedsluk, årsafslutning og selvfølgelig med planlægning for det næste år  

Sådan har jeg gjort brug af min uddannelse og kompetencer fra IBA

De praktiske opgaver jeg lavede på IBA, er helt sikkert noget jeg har taget med, ikke det at skrive en lang opgave, men den måde der regnes på, måden at tænke på, de små tricks jeg lærte i Excel. Det er alt sammen noget jeg benytter mig af i min hverdag.
Det giver bare så meget mere tid, at jeg har prøvet det før, at jeg ved noget om hvad disse programmer kan, og det at jeg selv kan sætte mig ned og prøve at løse den problemstilling jeg har foran mig, for i det virkelig liv, er der ikke altid et facit. 

Meget af den viden jeg har fået fra IBA er ting jeg genkender i min hverdag, og især da jeg startede som ny. Ord her og der, teorier, metoder eller systemer som jeg allerede havde stiftet bekendtskab med på uddannelsen har været en kæmpe hjælp. Så selvom det måske ikke altid føles som om at man har lært noget eller helt kan huske det, så er den viden man tager med fra IBA faktisk noget man bruger rigtig meget, man lægger nok bare ikke helt mærke til det i alt det andet.

Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes

Min uddannelse har givet mig mulighed for at videreudannede mig. Der ligger allerede en plan klar for mig. I fremtiden skal jeg læse HD-Del 2 imens jeg arbejder ved Lidl ved siden af – dette kommer til at ske så snart jeg har fået noget mere erfaring-
Jeg arbejder sammen med en der tidligere har gået på IBA, og folk er meget interesseret i dig når du kommer fra IBA, fordi mange ved, at man har haft et praktikforløb, at man har noget viden omkring det arbejde man skal ind i. Det er måske nok også derfor, at så mange bliver ansat ved deres praktiksted efter. 

Alumni visdom 

Et råd jeg gerne selv ville have haft
Du skal nok finde din vej.

Rigtig mange af mine medstuderende var 100 % sikre på hvad de ville, og det var jeg overhovedet ikke. På nuværende tidspunkt er jeg glad for, at jeg ikke blev usikker og gav op, for jeg er så glad for det jeg laver i dag.

Et råd jeg gerne vil give videre
Lad være med at gå op i det tal du får på papiret. Vi er alle forskellige, vi lærer forskelligt, vi tænker forskelligt, og der skal helt sikkert nok være nogen der kan bruge dig så længe du gør dit bedste!

IBA Alumni, Sofie Andersen

IBA Alumni, Sofie Andersen

Kontakt