November 2020 Patrick Abild

Blå Bog

  • Patrick Petersen Abild
  • Nationalitet:Dansk
  • Uddannelse: Finansbachelor
  • Dimitterede Januar 2020
  • Nuværende job: Overassistens hos Skattestyrrelsen
  • Født: 29 juni 1990

Fem ord der beskriver IBA

  • Nytænkende
  • Stærk faglighed
  • Medlevende undervisere
  • Gode rammer for læring
  • Mange arrangementer

 

Hvem er jeg

Jeg er født på Sjælland, hvor jeg boede indtil jeg fyldte 6 år. Siden flyttede vi til Tønder i det sønderjyske, hvor jeg boede indtil 2011. Jeg startede på en mindre skole og efter 7. kl. kom vi ud på en større skole. Jeg taler dansk og engelsk og en smule tysk. Jeg har boet i Brøndby Strand, Møgeltønder, Tønder, Esbjerg og Kolding.  Før jeg startede på IBA havde jeg først læst en Finansøkonom hos Erhvervsakademiet Sydvest. Derefter gik jeg i gang med en HA i Erhvervsøkonomi på SDU, men det var ikke mig og jeg startede derfor på Finansbacheloren på IBA.  

Min tid på IBA

Jeg valgte IBA fordi det var den uddannelsesinstitution som udbød finansbachelor uddannelsen. Inden da havde jeg ikke hørt særlig meget om IBA, men jeg fandt hurtigt ud af at der var fantastiske undervisere.

Inden jeg søgte ind på IBA gik jeg på universitetet, men var blevet træt af det. Uddannelsen jeg læste, var ikke mig – der var for meget teori. Jeg læste om finansbachelorstudiet og det fremstod som en praksisnær uddannelse. Det tiltalte mig meget, da jeg godt kan lide at tænke i løsninger. Praktiske problemer er sjovere at løse end teoretiske. Min motivation var, at jeg skulle tage en uddannelse der bragte mig i front af ansøgerfelterne, når der skulle søges job. Det må man sige lykkedes .

Dét jeg bedst husker fra min studietid
Der er ingen tvivl om at tiden efter praktiksemestret var fantastisk. Vi havde mere at komme med, efter at have været ude i virkeligheden. Jeg blev dygtigere ved at lære fra mig i undervisningen. Men den allerbedste tid var da vi skrev bachelor. Jeg var en del af en gruppe der sad på IBA og skrev sammen. Vi kom med ideer, læste hinandens opgaver igennem og sørgede for, at alle nåede målet. Det er en tid jeg vil savne.

Jeg vil også nævne de undervisere der satte mest aftryk for mig. Lars Bach som vejleder på bacheloren og underviser i forskellige fag. Han har altid en fed tilgang til undervisningen og formår at gøre ”kedelige emner” til noget man faktisk tager til sig (og det viser sig at være vigtigt sidst på uddannelsen). Helle som vi havde til skatteret, var meget præcis i sin undervisning og så var der plads og tid til at stille nysgerrige spørgsmål. Finn som jeg havde i studieretningsfag, var med til at skubbe til min faglighed og udfordre mig overfor de andre.

IBA viste mig, at jeg kunne mere end jeg troede. Jeg blev klogere, bedre til at formulere mig og lære fra mig. Jeg blev helt klart mere udadvendt ift. mine medstuderende.

Min karrierevej

Efter dimission nåede jeg at være ledig i 5-6 mdr. Derefter fik jeg job i Skattestyrelsen. Det er et job jeg virkelig elsker, der er store udfordringer fagligt som personligt og socialt. I disse coronatider har vi flere udfordringer, når der skal kommunikeres.
I Skattestyrelsen arbejder jeg med pensionsbeskatning. Jeg er en del af et team der tager sig af indbetalinger som er indbetalt til en forkert ordning

En typisk arbejdsdag for mig
En typisk dag for mig er at gennemgå min sagsindbakke, tage fat i de sager der er klar til behandling. Jeg indhenter dokumentation for at kunne træffe en afgørelse. Vi har kontakt til både borgere, pengeinstitutter og pensionsinstitutter.

Vi har daglige møder, hvor vi deler viden og sørger for, at alle er med og at retningen for enheden følges. Vi er i en fase hvor der sker meget og vi skal finde os til rette.

Sådan har jeg gjort brug af min uddannelse og kompetencer fra IBA
Jeg har taget faglighed med videre, uanset hvad jeg arbejder med, har jeg lært teknikker til at gennemskue en problemstilling. I mit aktuelle job bruger jeg kritisk sans, mine talkundskaber og evnen til at læse lovgivning og kommunikere.

Sådan har min uddannelse fra IBA bidraget til min succes
Den store faglighed jeg har opbygget i min tid hos IBA har bidraget til hvor jeg står i dag. Den selvtillid jeg har fået ved at vise overfor mig selv, at jeg sagtens kan når det gælder. Jeg formår at formulere, videregive- og lære til andre nye. Jeg har fået en grundlæggende forståelse af den finansielle verden hvilket kommer mig til gode i mit job.

Alumni visdom

Vær opmærksom på hvilket niveau af job du skal gå efter når du er færdig:  

  • Jeg søgte mange elevjob som var under mit niveau, arbejdsgiverne var bange for, at jeg ville kede mig efter de første 6-12 måneder.
  • Hvilke andre jobtyper man kan søge udover den finansielle verden eller et økonomijob:

Tro på, at det du har lært og kan, kan bruges i erhvervslivet. Du skal IKKE være bange for at være blandt dygtige kandidater. Du kan noget som er efterspurgt, find ud af hvordan du sætter det i spil.  Sæt dine kompetencer på spidsen – på den måde kan arbejdsgiveren se hvad du er villig til at lære - som ligger udover det du allerede kan.

Faglighed er ikke alt, der lægges vægt på hvem du er og hvordan du passer ind i teamet.

Vær åben for hvor du kan ende i forhold til arbejde, jeg havde ikke troet, at jeg skulle arbejde for staten. Men hey, vi er ikke så kedelige som alle går og siger 

Kontakt