TRESU: Allerede efter 14 dage er praktikanterne en ressource for os

Tresu er glad for de to produktionsteknologer, som de har i praktik her i foråret 2017. De to IBA-studerende har allerede kunnet bidrage med stort engagement og fagligt nyt, som de har med fra uddannelsen.

Derfor er Director of R&D Design and Service Dept. Morten Støhs ikke i tvivl:  

- Når vi får sådan to unge ind, som går op i deres uddannelse, så er de allerede efter 14 dage en ressource for os. De fungerer super godt her i virksomheden.

De studerende får til gengæld en masse praktisk erfaring fra arbejdsgangen på Tresus hovedkvarter i Bjert ved Kolding. 

Produktionsteknolog

Uddannelsen som produktionsteknolog tager to år. 

Der er studiestart hvert år i september. 

Uddannelsen består af en obligatorisk del, en valgdel, en praktikperiode og et afsluttende eksamensprojekt

Læs hvordan du bliver Produktionsteknolog 

Lige fra tegning til salg

Tresu Group er en stor virksomhed med 255 ansatte globalt. Den producerer blandt andet meterhøje trykmaskiner, som den sælger til danske og udenlandske trykkerier og andre grafiske virksomheder med top professionelt udstyr. Tresu leverer til store kunder som HP og Canon.

Hos Tresu kan de studerende følge processen lige fra tegneprogrammet på computeren - over konstruktionen - til køberen kommer på besøg og skal lære selv at betjene maskinen.   

Rasmus Kiel Beck (med briller) er uddannet industritekniker hos Tresu Group, men fik en arbejdsskade, som gør, at han ikke kan holde til at være håndværker. Så i stedet begyndte han at læse til produktionsteknolog på IBA og søgte tilbage på Tresu som praktikant. Her er han flankeret af sin medstuderende Morten Jensen (grå trøje) og deres chef Morten Støhs fra Tresu.

Takkede hurtigt ja til IBA studerende

- Vi rummer hele produktionen. Så hver gang den studerende ændrer en tegning, så kan de se, hvordan det får betydning for håndværkerne ude i produktionen, som jo arbejder ud fra tegningerne, fortæller Morten Lind Støhs.

Han har i årevis haft god erfaring med at have ingeniørstuderende i praktik. Men da han blev kontaktet af IBA for at høre, om han ville tage et par af Koldings første produktionsteknologer i praktik, takkede han hurtigt ja. 

Morten Jensen (grå trøje) er uddannet smed men havde lyst til mere, så nu er han ved at færdiggøre uddannelsen som produktionsteknolog på IBA. Han er i praktik og skriver hovedopgave hos Tresu. Her er han fotograferet med director Morten Støhs og sin medstuderende, Rasmus Kiel Beck (med briller). 

Tager gerne flere studerende i praktik

Den toårige uddannelse til produktionsteknolog har IBA udbudt fra august 2015, så det er første hold studerende, som er i praktik i foråret 2017.

Og Tresu vil med Morten Støhs i spidsen gerne have flere produktionsteknologer i praktik, for de to nuværende studerende har levet helt op til hans forventninger.

- De leverer vigtige input til os og er en god ressource. Men for at det ikke bare skal lyde som billig arbejdskraft, så er det vigtigt at forstå, at vi også bruger kræfter på at lægge den rigtige uddannelsesplan for hver enkelt. Og bliver de undervejs nysgerrige på en ny afdeling, så flytter vi dem gerne rundt i virksomheden, fortæller Morten Støhs.

Hovedopgave hos Tresu

Morten Støhs håber, at de to studerende, Morten og Rasmus, vil blive i virksomheden og skrive den hovedopgave, som afslutter deres uddannelse som produktionsteknologer.

Emnet – vil han meget gerne, at de selv finder. For selv om han har flere skuffe-opgaver, de kan få, så er det hans erfaring, at engagementet er størst, hvis hver studerende selv finder et relevant problemstilling i virksomheden at fordybe sig i. 

Læs mere om uddannelsen som Produktionsteknolog >>

Kontakt

Morten Jensen
- Det her er det bedste praktikophold, fordi Tresu har så meget at tilbyde os praktikanter. Her er så mange forskellige afdelinger, at hvis du finder ud af undervejs, at du hellere vil noget andet, så kan du sagtens blive flyttet over i den afdeling, du er nysgerrig på.
Morten Jensen
28 år, oprindelig uddannet smed hos Tresu Group.
Er nu i praktik som produktionsteknolog samme sted.
Rasmus Kiel Beck
- Det er dejligt, at jeg kan få lov at prøve så meget af. For her tegner jeg jo noget, som bliver til forskellige spændende løsninger direkte i produktionen. Og så har jeg nogle gode kolleger.
Rasmus Kiel Beck
23 år, oprindelig uddannet industritekniker hos Tresu Group
Er nu i praktik som produktionsteknolog samme sted