Sofie Ravn Jørgensen løb med hele to priser

Den 22-årige Sofie Ravn Jørgensen er lidt af en éner. En der kan involvere sig i mangt og meget og samtidig finde tid til at lave sine lektier. Og det vel og mærket så godt, at hun kan få et karaktergennemsnit på hele 11,33 på sin toårige uddannelse som Multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Fakta

  • Multimediedesigner er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse, der består af en obligatorisk del, forskellige valgfag, en praktikperiode og et afsluttende eksamensprojekt.
  • På Multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding arbejder vi med forskellige undervisningsmetoder som f.eks. klasseundervisning, gruppearbejde, forelæsninger, oplæg fra relevante personer, temadage, projektuger osv. 

Sofie fik både prisen for det højeste karaktergennemsnit og prisen for at være den bedste teamplayer i 2016.

Den indsats blev pigen fra Jelling belønnet for i juni 2016. For da hun var til dimission på Koldinghus med IBA, fik hun nemlig ikke bare overrakt sit eksamensbevis. Nej, hun blev også kaldt op til rektor Niels Egelund hele to gange. Først for at modtage en pris for årgangens højeste karaktergennemsnit og modtage store klapsalver for det. OG så igen, da uddannelsesleder Michael Jørgensen skulle pege på den studerende, som havde udmærket sig ved at være den bedste teamplayer. For det var også Sofie.

- Jeg har brugt meget tid sammen med mine medstuderende, fordi det er vigtigt med et godt sammenhold i klassen. Og samtidig har jeg jo fået chancen for at sidde med i både IBAs bestyrelse som repræsentant for de studerende og i uddannelsesudvalget på min uddannelse. Det har været enormt lærerigt, fortæller Sofie Ravn Jørgensen, som ikke tidligere har deltaget i bestyrelsesarbejde.

Så for hende har det også været en lære i, hvordan sådanne møder bliver holdt – og det arbejde, der ligger ind imellem. Og her har hun blandt andet involveret sig i valget af IBAs nye domicil, som bestyrelsen har arbejdet med de seneste år. Et domicil som skal stå færdigbygget på Kolding havn i 2018.

Sofie har været god til at prioritere og planlægge under sin uddannelse. Efter dimissionen planlægger hun at læse videre til digital konceptudvikler i Aarhus.

Men hvordan finder man tid til både at være sammen med sine studiekammerater, sidde i IBAs bestyrelse og sidde i ”Uddannelsesudvalget på Multimediedesigner- og PBA Webudvikler uddannelsen”, når man også selv skal have tid til at studere og få topkarakterer?

- Det handler jo om at prioritere og planlægge. Så kan det sagtens lade sig gøre, lyder det fra Sofie, som planlægger at læse videre til digital konceptudvikler.

Den professionsbachelor tager halvandet år.  

Så efter sommerferien skal den 22-årige Sofie ikke længere køre sydpå til Kolding – men derimod nordpå til Erhvervsakademiet i Aarhus.

Kontakt

  • Per Toft
    Per Toft
    Uddannelseschef