Efterspørgsel:

Jubel hos banker over de mange sydjyske finansbachelorer

De unge strømmer til IBAs finansbacheloruddannelse. Det vækker jubel hos bankerne i det sydjyske. 69 finansinteresserede unge blev i 2016 optaget på IBAs tre et halvt år lange uddannelse. En stigning på 110 procent i forhold til 2015, hvor IBA første gang fik lov til at udbyde uddannelsen meget tæt på studiestart.

Så nyheden om Koldings nye bachelor-uddannelse har bredt sig på rekordtid, og studiepladserne er nu efterspurgte af ambitiøse unge. Ikke mindst har IBAs egne informationsmøder i foråret været med til at flytte flere ansøgere over på den nye og efterspurgte uddannelse.

Finansbachelor

For at komme ind på studiet som finansbachelor på IBA kræver det, at den unge har en gymnasial eksamen, en erhvervsuddannelse eller en tilsvarende uddannelse.

Den studerende skal desuden have beståede eksaminer i matematik eller virksomhedsøkonomi på B niveau samt engelsk på C niveau. 

IBA har her i 2016 optaget 69 finansbachelorer - opgjort primo august. IBA udbyder kun uddannelsen på dansk.

Til sammenligning optog IBA i 2016 78 danske og 31 engelske finansøkonomer.

Der er få ledige pladser på både studiet som finansbachelor og finansøkonom, hvis du har de rette forudsætninger. 

Læs mere om uddannelsen som finansbachelor

Det tager tre et halvt år at blive finansbachelor på IBA. Efter de første to studieår er du som studerende fem måneder i praktik. Herefter kommer du tilbage på studiet i et år. 

Har savnet den type uddannelse

Og det glæder virkelig HR-chefer i banker og sparekasser i det sydjyske. 

Flere af dem har i årevis været på udkig efter netop finansbachelorer, som med deres tre et halvt år på skolebænken kommer ud med en viden, som matcher deres kundes stigende uddannelsesniveau og behov for ekspertrådgivning.

- Jeg blev meget glad, da IBA i 2015 fik finansbachelor-uddannelsen, for vi er meget positive over at få de studerende i praktik og kan med stor sandsynlighed også tilbyde dem jobs bagefter. Vi har virkelig savnet den her type uddannelse i det sydjyske, siger Joan Keck Mortensen, som er HR Business Partner i Danske Bank og ansvarlig for rekruttering af nyuddannede i hele Sydjylland. 

De unge vil ikke væk fra storbyerne

Selv om uddannelsen til finansbachelor er ny i Kolding, har den i flere år eksisteret i landets fire største byer. 

Men arbejdspladserne i Sydjylland har mere end svært ved at få de unge nyuddannede til at rykke teltpælene op i de større byer og flytte vestpå. 

Så på trods af, at banker og sparekasser har kunnet lokket studerende fra Aarhus og Odense til som praktikanter, så har de sydjyske arbejdspladser ikke kunne få de unge nyuddannede bachelorer til at sige ja til faste stillinger efterfølgende.

Og banker og sparekasser har god brug for de veluddannede unge i de faste stillinger som for eksempel privatrådgivere.

- Vi skal gøre en forskel for vores kunder, når de har brug for deres bank. De ønsker eksempelvis hjælp til en pensionsanalyse på vej mod deres 3. alder eller en lånomlægning. Så rådgivningen bliver mere og mere kompleks og skal ses i en helhedsbetragtning af kundens samlede økonomi. siger Joan Keck Mortensen.

IBA fik uddannelsen som finansbachelor i sommeren 2015 og havde det første år 33 studerende. I 2016 er antallet af nye studerende mere end fordoblet.

Finansbachelor kontra finansøkonom

Danske Bank og områdets andre banker og sparekasser tager fortsat studerende fra den ældre og stadig meget populære uddannelse som finansøkonom. Studerende på den toårige uddannelse kan også stadig finde både praktikplads og job efterfølgende.

Men det er en stakket frist, for efterspørgslen stiger for finansbachelorerne.

Derfor har IBA også indkaldt alle sine ansøgere til de tre finansuddannelser: Finansøkonom, Financial Controller og Finansbachelor og informeret dem om den stigende efterspørgsel på bachelorerne. Information, som har fået flere kommende studerende til at vælge bacheloruddannelsen frem for den kortere finansøkonom, forklarer uddannelsesleder på IBA, Helle Melgaard.

- Fordi rådgivningssituationen bliver mere kompleks, så efterspørger finansbranchen i stigende grad unge med et højere uddannelsesniveau. 
For jo højere uddannelsesniveau, vi sender dem ud med, jo mindre efteruddannelse skal bankerne selv fylde på. Oveni er vores finansbachelorer mere målrettede og ambitiøse end vores finansøkonomer. Og den fokusering er bankerne meget begejstrede for, siger Helle Melgaard. 

For Joan Keck Mortensen i Danske Bank handler det meget om at finde unge, som har troværdighed.

- Vi er stadig glade for vores finansøkonomer. Der er bare længere imellem snapsene. For hvis man skal have en tillidsvækkende dialog med kunderne, så kræver det, at man som rådgiver har hår på brystet og gennemslagskraft. Og ofte kommer det også ved, at den unge lige er blevet en spids ældre, siger hun. 

Bacheloruddannelsen er smart opbygget

I modsætning til finansøkonomer som kun er i praktik i tre måneder som slutningen på studiet, er praktiktiden på finansbachelor fem måneder og ligger midt i studiet.

Det sidste glæder uddannelsesleder Helle Melgaard:

– De studerende kommer tilbage på studiet og bygger oven på de erfaringer, de har fået ude i praktikken. De trækker så at sige deres erfaringer med tilbage på studiet. Det samspil og den udveksling af viden, forventer vi os meget af. 

Læs mere om uddannelserne:

Finansbachelor

Finansøkonom

Joan Keck Mortensen
- Jeg tror, at vi i stigende omfang vil gøre brug af finansbachelorerne som praktikanter og senere trainee elever i Danske Bank. Rådgivning af vores kunder kræver et højere uddannelsesniveau og en større viden, end det tidligere har gjort. Og de dygtigste af vores finansbachelorer kan allerede fungere som rådgivere i deres praktikperiode.
Joan Keck Mortensen
HR Business Partner
Danske Bank
Rasmus Salling
- Vores kunders uddannelsesniveau stiger, og det skal vi blive ved med at kunne matche. Derfor rekrutterer vi bl.a. finansbachelorer, da de har en tung viden og forstår komplekse problemstillinger, der passer godt i forhold til jobbet som rådgiver.
Rasmus Salling
Uddannelseskonsulent, Sydbank